Sælgere uddannes til rørlæggere

21. marts 2018

Entreprenører og kloakmestre efterspørger sparring og bedre rådgivning, når de handler hos deres grossist. Det har fået en af landets største grossistvirksomhedet – Brødrene A&O Johansen A/S – til at investere massivt i specialuddannelse af virksomhedens sælgere via udvalgte AMU-kurser. Og medarbejderne: De er begejstrede.

– Nu kommer vi til at kunne tale med kloakfolkene på et helt andet niveau og bidrage med råd og vejledning. Hidtil har vi jo været lidt på udebane, når de er kommet ind med et problem og har spurgt ’hvordan kommer vi videre herfra’, fortæller Frank Lagoni, der er sælger i AO’s butik i Kolding. 

Hovedparten af AO’s salgskonsulenter har en handelsuddannelse med i bagagen. Med det nye efteruddannelsesprogram er det meningen, at alle nu skal have muligheden for at supplere deres uddannelse med en faguddannelse som rørlægger og eventuelt kloakmester.

– Det betyder også noget for mig, at jeg nu får en ekstra uddannelse oveni, samtidig med, at jeg passer mit arbejde. Det er et rigtig godt tilbud, som AO er kommet med, siger Frank Lagoni. 

Det er sektionschef Torben Christiansen fra AO’s entreprenørsektion, der står bag det stort anlagte uddannelsesprogram, der netop er skudt i gang med de første 26 medarbejdere. Han fortæller:

– Vi er naturligvis ikke de eneste på markedet, så vi arbejder hele tiden på at dygtiggøre os overfor vores kundegruppe, som i vores afdeling er kloakmestre og entreprenører. I den forbindelse har vi gennem længere tid oplevet, at det ikke kun er pris, der tæller for vores kunder.

– Når vi taler med dem, så efterspørger de viden og sparring, så vi kan bidrage til optimering af deres projekter. Konkret oplever vi også, at de af vores medarbejdere, der allerede er uddannede kloakmestre, er bedre til at sparre med kunderne – både i hverdagen, når kunden ringer ude fra ’hullet’, eller når de står med et større projekt. Det er den sparring og service, vi ønsker at levere ved at efteruddanne vores sælgere, siger han. 

100% VEU-godtgørelsen hjalp på vej

Med indførelsen af 100% VEU-godtgørelse på AMU-kurser, fik Torben Christiansen endnu et argument, da han præsenterede efteruddannelsesprojektet for AO’s øvrige ledelse:

– Jeg tror nu nok, at vi havde gennemført projektet under alle omstændigheder, men det har selvfølgelig gjort beslutningen nemmere, at vi får en betydelig lønrefusion, når vi nu sender medarbejderne afsted i arbejdstiden, siger Torben Christiansen. 

Godtgørelsen, som AO kan få, når de sender en medarbejder afsted, er nu oppe på kr. 860 om dagen. Og det er ikke så få timer, som AO-medarbejderne i de kommende måneder skal bruge på skolebænken. Alene for at gennemføre rørlæggeruddannelsen skal medarbejderne være væk i 40 dage fordelt over det næste halvandet år.

– Vi indleder her i marts med 26 sælgere, placeret på to hold i øst og vest. 

Det praktiske omkring efteruddannelsesforløbet har uddannelsesleder Peter Hjortdal Andersen fra Learnmark i Horsens, der er en del af VEU-Center Østjylland, stået for. I første omgang tilbydes sælgerne rørlæggeruddannelsen, der eller normalt henvender sig til ufaglærte og faglærte bygge- og anlægsarbejdere. Rørlæggeruddannelsen giver desuden adgang til Kloakmesteruddannelsen, og det er planen, at AO-sælgerne også skal tilbydes denne uddannelse.

– Det er 100 procent Peters fortjeneste, at vi har fået programmet op at stå. Vi havde allerede en kontakt til Learnmark i forbindelse med nogle andre uddannelser, men da vi luftede ønsket om at få tilført vores sælgere nogle flere kompetencer, var Peter hurtig til at se mulighederne, fortæller Torben Christiansen.

– Han har været god til at komme med ideer og fortælle, hvad kunne vi gøre. Og det er afgørende, da man jo ikke selv kender til systemet. Efterfølgende har Learnmark og vores HR-afdeling, så taget sig af alle de praktiske ting omkring planlægning, tilmeldinger og godtgørelse, siger han. 

Positive reaktioner fra medarbejderne

Medarbejderne hos AO har taget godt imod tilbuddet om at supplere deres handelsuddannelse med en uddannelse som rørlægger.

– Reaktionerne har været ekstremt positive og har først og fremmest gået på, at det nu bliver nemmere at tale med kunderne. Og selv om vi har gjort meget ud af, at tilbuddet er frivilligt, så er tilslutningen overvældende stor, siger Torben Christiansen. 

Det har også haft betydning, at Rørlæggeruddannelsen er en anerkendt uddannelse, som giver adgang til kloakmester-uddannelsen.

– Vi har fået mange tilbagemeldinger fra medarbejdere, der siger at det er vigtigt for dem, at de får en offentlig anerkendt uddannelse og ikke ’bare’ et kursus, siger han. 

Frank Lagoni fra AO’s butik i Kolding siger:

– Det er hårdt at vende tilbage til skolebænken efter 30 år. Det her er slet ikke som andre kurser, vi har været på. Det er meget mere intensivt, og her skal vi til prøver og bliver målt og vejet. For eksempel havde vi stort set kun matematik i løbet de første dage. Der var jeg træt, da vi skulle hjem. Men igen: Det er kun positivt, at vi får lagt et lag mere på, siger han. 

For AO er det en kalkuleret risiko, at medarbejderne nu også bliver attraktive for andre virksomheder.

– Men vi har det her ligesom med vores elever. Vi skal alle bidrage til uddannelse og udvikling, og så signalerer vi jo også, at vi er en attraktiv arbejdsplads, der godt vil investere i vores medarbejdere. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at vi alle vinder på dette, siger Torben Christiansen. 

Også kunderne har været særdeles positive over, at deres sælger fra AO, nu får en faglig viden tilført.

– Da jeg luftede vores planer overfor en række større entreprenører, var de meget positive. De siger samstemmende, at de ser frem til at få endnu mere sparring omkring løsninger og projekter, siger han. 

Fakta om rørlæggeruddannelsen

Rørlæggeruddannelsen er en teoretisk og praktisk uddannelse, hvor der lægges vægt på kendskab til materialer, lægningsbestemmelser, projekteringsregler ved simple installationer herunder dræn. Uddannelsen afsluttes med en praktisk prøve med 4 afløbsinstallationer. 

Den samlede rørlæggeruddannelse er en obligatorisk uddannelse, i henhold til autorisationsloven, hvor minimum én medarbejder på hvert arbejdshold skal have en rørlæggeruddannelse, når den teknisk ansvarlige ikke er til stede ved praktisk udførelse af kloakarbejde. 

Fakta om VEU-godtgørelse

 Virksomheder kan få lønkompensation for alle medarbejdere i AMU-målgruppen, mens de deltager på AMU-kurser.

 Følges undervisningen på fuld tid svarer godtgørelsen til 100 % af dagpengesatsen (2018 sats: kr. 860,- pr. dag).  

Fakta om kompetencefonde

En anden vej til godtgørelse i forbindelse med efteruddannelse er kompetencefondene, der yder tilskud til efteruddannelse til alle, der er ansat på en overenskomst. Virksomheder og medarbejdere kan søge midler til efteruddannelse fra kompetencefondene.

Fondene administreres lidt forskelligt, så vi anbefaler, at du læser mere på den enkelte fonds hjemmeside eller kontakter fonden pr. telefon.

 

Fakta om AO

  • Brødrene A & O Johansen A/S er en af landets førende grossister i byggebranchen.
  • Etableret i 1914.
  • 50 butikker i Danmark, fem i Sverige og en i Estland
  • Knap 700 medarbejdere.
  • Ca. 400.000 varevarianter til salg
  • Brancher: VVS, El, Værktøj, VA (spildevand og afløb) samt Vandforsyning
  • Omsætning (2017): kr. 3.269,1 mio.
  • Resultat før skat (2017): kr. 145,5 mio.