Silke er Danmarks eneste EUX-stenhugger

08. januar 2020

Silke Kristensen valgte at tage en EUX-uddannelse, fordi hun både ville være håndværker og have et studentereksamen, hun kunne bruge til at læse videre med. Hun er sikker på, at hun har truffet det bedste uddannelsesvalg.

Beskyttet af både hørerværn, sikkerhedsbriller og maske banker, saver og hugger Silke Kristensen i sten og ændrer dem fra skarpe klippestykker til fx gravsten, fuglebade, bænke og skulpturer.

Jeg synes, det er fedt at arbejde i et så hårdt materiale, vi skal bearbejde og få til at se yndefuldt ud. Mine arbejdsopgaver er meget blandede, som et erhvervsfag nu er. Vi er både ude på kirkegårde, arbejder i værkstedet og sidder og tegner.

EUX-elev, Silke Kristensen

Farvel mor og far

Den eneste stenhuggeruddannelse i Danmark er på Learnmark Horsens. Det betød, at Silke Kristensen flyttede fra Sjælland til Jylland for at forfølge sin drøm om at blive stenhugger.

Det var svært for mig som 16-årig at skulle sige: ”Farvel mor og far, nu flytter jeg til Jylland og begynder min fremtid her”. Men nu kan jeg ikke se nogen anden mulighed, jeg er vild med at være herovre, jeg er vild med mine venner og min læreplads. Og så er Jylland faktisk ikke så slem, som man går og tror.

Siger Silke Kristensen grinende
I videoen kan du få et indblik i Silkes hverdag som EUX-elev både, når hun er hos sin mester og på gymnasiet.

Eneste EUX-stenhugger i Danmark

EUX-uddannelsen består delvist af skoleophold på gymnasiet, praktisk undervisning på erhvervsuddannelsen og som elev hos sin mester hos Stenhugger Kreigbaum i Randers. Det betyder, at Silke Kristensen, der er landets eneste EUX-stenhugger, både oplever det klassiske gymnasieliv samtidig med, at hun lærer et håndværk.

EUX’en er en virkelig god mulighed for mig. Jeg tror ikke, at jeg ville være lige så glad for det, hvis jeg kun gik hos min mester eller kun var i skole. Jeg synes, det er rart at kunne stå både med et svendebrev og en studenterhue i hånden, når jeg er færdig. Det giver mig flere muligheder.

EUX-elev, Silke Kristensen

Stolt over sit håndværk

Der er ikke så mange stenhuggere i Danmark, og det gør Silke Kristensen stolt, at hun er med til at videreføre håndværket til fremtidige generationer.

Jeg synes jo, at stenhuggerfaget er det perfekte for mig, fordi det er fedt at se glæden, når kunderne får de sten, vi laver, og så er jeg stolt at være med til at videreføre et gammelt fag.

EUX-elev, Silke Kristensen