Søg studielegat nu, Learnmark-studenter!

24. oktober 2018

Studenter fra Learnmark Gymnasium HHX og HTX har nu igen chancen for at sætte speeder på et studieophold i udlandet, når Grethe og Henning Skov Jensens studie- og rejselegat uddeles for sjette gang. 

Tidligere legatmodtagere har allerede vist vejen med blandt andet ophold på Hawaii, i Ho Chi Minh City og studieophold på London School of Economics. 

Nu er muligheden der igen. 

I alt skal der findes en legatmodtager til 50.000 kr., og to legatmodtagere til hver 25.000 kroner. 

Så er du student fra Learnmark Gymnasium, og har du planer om at studere i udlandet, er det nu, du skal sende din ansøgning. 

 

Emilie studerer i Hong Kong

En af sidste års legatmodtagere, Emilie Emmerick Jensen, er ikke i tvivl om mulighederne med legatet. Hun blev HHX-student i 2016 og modtog legatet på 50.000 kr. til en del af sit studie i Hong Kong og Vancouver, Canada.

”Jeg synes, alle burde springe ud i det. Efter at have boet i udlandet under hele mit sabbatår er det virkelig gået op for mig, hvor store oplevelser der venter uden for landets grænser, og hvor meget man som et ung menneske lærer af at stå på egne ben i ukendte omgivelser. Pludselig kan du meget mere, og udfordringer, som før var store, er blevet mindre. Men jeg kan også godt forstå, at det er en grænseoverskridende beslutning for flere, da de trygge omgivelser herhjemme kan være ret tiltrækkende. Til dette må jeg dog bare sige, at disse omgivelser oftest også er her, når du kommer hjem igen, og så sætter du måske endda højere pris på dem. Så spring ud i det - det er disse år, som vil stå som nogle af de mest mindeværdige år!”

Ansøgning
  • ANSØGNINGSFRIST
    20. februar 2019

  • SEND ANSØGNING PR. BREV

    Learnmark Horsens
    Stadionsvej 2
    8700 Horsens

    Att: Hans Hønborg Jensen

  • LÆS MERE

    learnmark.dk/legat

Enestående mulighed

Direktør for Learnmark Horsens, Niels Yde, opfordrer også alle tidligere studenter til at søge om legatet.

”Det er helt enestående, at vi har muligheden for hvert år at støtte tidligere elever i at gøre deres udlandsdrømme til virkelighed. Og det er samtidig en fornøjelse at stifte bekendtskab med målrettede og ambitiøse unge, der efter endt studentereksamen fra Learnmark Gymnasium nu er så langt i deres videregående uddannelsesforløb, at de har lysten til at prøve sig af i et internationalt uddannelsesmiljø.” 

Kontakt for mere info om legatet

Hans Hønborg Jensen

Sekretariatschef

Administration - Stadionsvej 2
M: 4212 7204 E: hjen@learnmark.dk