Speed-samtaler matcher virksomheder og Business-elever

27. december 2021

Syv dage i november og december har virksomheder fra Horsens og omegn holdt speed-samtaler med elever fra Learnmark Business. Det er der kommet flere uddannelsesaftaler ud af.

Entreprenørfirmaet Svend Erik Lind A/S i Horsens har netop ansat Nora Margahi, og hun er virksomhedens første kontorelev. Hun deltog i en speed-samtale på Learnmark Business, og efter en mere formel samtale blev hun ansat.

Speed-samtaler er et nyt tiltag på Learnmark Business, hvor virksomheder holder korte speed-samtaler med op til 15 Business-elever. Herefter vælger de en eller flere potentielle elever inden for kontor, handel eller detail ud til en længere samtale.

Birgitte Rask, der er kontormedarbejder hos Svend Erik Lind A/S, og virksomhedens ejer Svend Erik Lind afholdt en onsdag i november speed-samtaler på omkring 20 minutter med 11 Business-elever.

Det var mange at møde i løbet af kort tid, men det var en rigtig god måde at møde mange forskellige ansøgere på. I løbet af de 20 minutter kunne vi fint få et indtryk af, om den pågældende Business-elev og vi ville være et godt match.

Birgitte Rask, kontormedarbejder hos Svend Erik Lind A/S
Illustration: Sorte citationstegn

Nogle Business-elever deltog i speed-samtalerne for at finde ud af, om det var en elevplads de kunne tænke sig at søge, og andre afleverede en ansøgning efter den korte indledende samtale. 

Godt at møde mange forskellige ansøgere

Til hver speed-samtale fik Business-eleverne også feedback på, hvordan de klarede samtalen. Det kunne fx være, at de stillede gode spørgsmål, eller de fik gode råd til, hvordan de lander elevplads i deres drømmevirksomhed.

Da det er første gang, vi ansætter en kontorelev, var det også rart for os at møde mange forskellige potentielle ansøgere og derigennem få en viden om, hvad de unge lægger vægt på, når de skal søge elevplads.

Birgitte Rask, kontormedarbejder hos Svend Erik Lind A/S
Illustration: Pile - peger mod højre

Nogle Business-elever afleverede en ansøgning efter speed-samtalen, og selvom det var fire koncentrerede timer, var det ifølge Birgitte Rask en god oplevelse. 

Speed-samtaler giver meget mere end en ansøgning

Efter speed-samtalerne indkaldte Birgitte Rask Nora Margahi en af speed-deltagerne til en mere formel samtale i virksomheden.

Speed-samtalerne gav os meget mere, end vi kan læse i en ansøgning. Og selv om det var fire meget koncentrerede timer, var de givet godt ud. I løbet af samtalerne blev vi også skarpere i vores spørgsmål, så både vi og Business-eleverne fik mest muligt ud af dem.

Birgitte Rask, kontormedarbejder hos Svend Erik Lind A/S
Illustration: Spørgsmålstegn

I valget af kontorelev lagde Birgitte Rask og Svend Erik Lind vægt på ansøgernes IT-kompetencer, om de kan passe ind i teamet, og om de er gode til at skrive.

Karaktererne kiggede vi ikke så meget på, for os betyder kemien meget mere – du kan lære det meste, men det er svært at ændre adfærd.

Birgitte Rask, kontormedarbejder hos Svend Erik Lind A/S
Illustration:  Tandhjul

En effektiv proces med afsæt i det lokale

Den 3. januar 2022 starter Nora Margahi som kontorelev hos Svend Erik Lind A/S. Det har ifølge Birgitte Rask været en smidig proces, fra hun i efteråret kontaktede Learnmark Business, i forhold til at virksomheden skulle godkendes til at uddanne kontorassistenter, via speed-samtaler og til uddannelsesaftalen var blevet underskrevet. 

Her har hun blandt andre fået hjælp af Trine Løkkegaard, der er erhvervskonsulent på Learnmark Business.

Trine har været en god hjælp i alt det, der har været nyt for os i forhold til at ansætte en kontorelev. Det har også været en stor hjælp for os, at hun har kunnet slå stillingen op lokalt, og at skolen har tilbudt os at deltage i speed-samtalerne. På den måde har det været en god og effektiv proces med et godt udfald.

Birgitte Rask, kontormedarbejder hos Svend Erik Lind A/S
Illustration: Sorte citationstegn

Learnmark Business’ erhvervskonsulent hjælper hele vejen

I alt har syv virksomheder prøvet speed-samtalemodellen på Learnmark Business, og Trine Løkkegaard er i fuld gang med at arrangere flere speed-samtaler i 2022 med interesserede virksomheder.

En del af efterårets deltagende virksomheder har fundet deres nye detail-, handels- eller kontorelev hos os, og det kalder jeg en succes. Vi gør alt for, at det skal være så nemt som muligt for virksomhederne at deltage i disse speed-samtaler, så hvis de sender mig et stillingsopslag og sætter tre til fire timer af til speed-samtalerne, så skal jeg nok sørge for, at vores Business-elever melder sig, at der er et lokale til dem, og at der er kaffe på kanden.

Trine Løkkegaard, erhvervskonsulent på Learnmark Business
Illustration:  Skoleelev - en dreng - sidder ved et skolebord med et stykke papir og en blyant i hånden. Han storsmiler

Hun hjælper også gerne virksomheder, der endnu ikke er godkendt til at have elever inden for kontor, handel eller detail, til at blive godkendt, ligesom hun hjælper med alt det praktiske i forhold til fx uddannelsesaftaler.

Kontakt for mere information om speed-samtaler

Trine Løkkegaard

Erhvervskonsulent/Underviser

Learnmark Business
T: +45 8816 3674 E: tlo@learnmark.dk