Step 10-elev har både hævet karakterer og fået tro på fremtiden

02. juni 2020

Sidste skoledag nærmer sig, og det betyder, at tiden på Step 10 snart er forbi for eleven Andreas Allentoft Pinaussi. Han ser tilbage på et skoleår, der har rykket ham både personligt, socialt og fagligt.

En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at Andreas Allentoft Pinaussi langt fra er den eneste, der har haft gavn af et ekstra år på skolebænken inden valget af en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen er baseret på interviews og statistikker med 10. klasse elever fra hele landet, og den viser, at langt de fleste elever oplever, at de udvikler sig både fagligt, personligt og socialt i løbet af det 10. skoleår.

Jeg følte mig ikke klar til en ungdomsuddannelse, så jeg tog Step 10 og håbede, at jeg ville blive mere moden og bedre fagligt. De fleste siger til mig, at de tydeligt kan mærke, at jeg er blevet mere moden og tør meget mere nu, end da jeg gik ud af 9. klasse, og mine karakterer er også steget. Det er vildt fedt!

Step 10-elev, Andreas Allentoft Pinaussi

Faglig forbedring

Ved udgangen af 9. klasse måtte Andreas Allentoft Pinaussi erkende, at årskaraktererne ikke matchede ambitionerne, og de forventninger han havde til sig selv fagligt. Step 10 gav ham mulighed for at udvikle sig fagligt, og den chance har han grebet. Mere end 60 procent af 10. klasse-eleverne oplever ifølge EVA-rapporten, at de forbedrer sig fagligt.

Mine karakterer er steget meget, specielt i både dansk og engelsk. I dansk er jeg gået fra 4 til 12 og i engelsk fra 4 til 10. Jeg gør altid mit bedste, men det har måske hjulpet at få nogle nye lærere, der underviser på en anden måde. Det betyder meget at vide, at man er dygtig. Jeg har altid haft store ambitioner, så jeg blev ret skuffet over mig selv i 9. klasse. På step 10 er jeg blevet bekræftet i, at mine mål for fremtiden ikke er urealistiske.

Step 10-elev, Andreas Allentoft Pinaussi

Social og personlig udvikling

Andreas Allentoft Pinaussi går på Step 10 sammen med 117 andre unge i alderen 16-17 år. De har på kryds og tværs lært hinanden at kende til valgfag, i brobygning og på studieturen til London.  Resultaterne i rapporten viser, at inkluderende fællesskaber er en afgørende faktor for elevernes udbytte af 10. klasse, og det bekræfter Andreas Allentoft Pinaussi.

Det sociale betyder meget. Jeg har fået nye kammerater og gode lærere. Det, tror jeg også, har været en stor del af det, der har løftet mig i 10. klasse.

Step 10-elev, Andreas Allentoft Pinaussi

Uddannelsesvalget er truffet

Ifølge rapporten ved 47 procent af de elever, der starter i 10. klasse, ikke, hvilken ungdomsuddannelse de skal vælge efter 10. klasse. Denne del af statistikken er Andreas Allentoft Pinaussi ikke en del af. Han har, siden han var barn, drømt om at blive kok. Han har dog ikke følt sig klar til at tage uddannelsen før nu.

Jeg har altid været god til at lave mad, men jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for et ekstra år til at blive mere moden. Nu føler jeg, at jeg er klar og her den anden dag fik jeg en besked over e-boks, hvor der stod, at jeg er kommet ind på Learnmark Tech. Jeg glæder mig rigtig meget til at begynde efter sommerferien.

Step 10-elev, Andreas Allentoft Pinaussi