Step 10-elever kan næsten ikke vente til skolestart mandag

14. maj 2020

Det er næsten 10 uger siden, at alle elever på Learnmark Horsens blev sendt hjem, da skolen midlertidigt lukkede på grund af Corona. Nu er der kun få dage til, at eleverne fra Step 10 kan vende tilbage – og de glæder sig.

På mandag d. 18. maj vender Step 10-eleverne igen tilbage til klasselokaler og kammerater. Der er ingen tvivl om, at de glæder sig til at vende tilbage på skolen.

Jeg kan slet ikke vente, det må bare godt blive mandag! Det har været på en måde hyggeligt nok at være hjemme, men jeg har været træt af det længe. Det bliver godt at få hverdagen tilbage og få struktur igen.

Student 10-elev, Aksel Kjerkegaard

Jeg glæder mig, men det bliver også mærkeligt, så det er nok med lidt blandede følelser. Det har været hyggeligt at gå hjemme, men det bliver også rart at se venner, lærere og skolen igen. Jeg har savnet alt det sociale og den gamle undervisning – man er jo lidt spærret inde.

Student 10-elev, Freja Søndergaard Pedersen

Det er gået godt under omstændighederne

I de sidste mange uger har eleverne kun set hinanden online, ligesom undervisningen har været virtuel. Det har ikke kun været nemt, men Aksel og Freja er enige om, at det under omstændighederne er gået godt.

I starten skulle man lige vende sig til den virtuelle undervisning. Men jeg synes, at lærerne har gjort det megagodt. Men det bliver stadig rart at komme tilbage til den normale hverdag og undervisning.

Student 10-elev, Freja Søndergaard Pedersen

Det har til tider været en udfordring at lære virtuelt, fordi der kan let opstå misforståelser. Jeg synes dog, at vores lærere har klaret det overraskende godt, når man tænker på, at situationen også er helt ny for dem.

Student 10-elev, Aksel Kjerkegaard

Skoleåret er ikke som forventet

Juni måned skulle have budt på læseferie, eksaminer og prøver for Step 10-eleverne, men sådan bliver det ikke i år. På mandag, når de begynder på skolen igen, er hverdagen nok heller ikke som den var, før de blev sendt hjem.

Det er jo ikke et 10. klasses år, som vi havde troet – vi havde jo regnet med at vi skulle til eksaminer, have læserferie og til prøver, men det kommer jo ikke til at ske. Vi skal bare havde det bedste ud af den sidste tid. Det bedst bliver at se venner og lærere. Dem har jeg savnet.

Student 10-elev, Freja Søndergaard Pedersen

Det, jeg glæder mig mest til, er helt sikkert at se vennerne igen. Jeg har ikke set andre end min kæreste og min familie, så det bliver virkelig godt både at komme i skole og til fodboldtræning igen. Det har jeg virkelig savnet.

Student 10-elev, Aksel Kjerkegaard