11. april 2018
Uanset, hvilket planlægningssystem virksomheder har – eller ikke har, vil medarbejdere, der har deltaget i kurset IT og produktionsstyring, være godt klædt på til at gå i front med implementering af den planlægning, der passer til virksomheden.
Johnny Brønd deltog i 2017 i kurset på Learnmark Efteruddannelse for bedre at kunne effektivisere produktionen i Door System A/S, hvor han er produktionschef. Og han fik, hvad han kom efter.
”Jeg ville gerne have nogle værktøjer til at få større viden om produktionen, så jeg kan forbedre den – både i forhold til tid og arbejdsgange. Efter de to første undervisningsdage kunne jeg gå direkte ud i produktionen og bruge det, jeg havde lært. Det ser jeg som en klar fordel,” siger Johnny Brønd.
Han tilføjer, at han på kurset fik flere værktøjer, end han havde forventet, og at det er værktøjer, som han kan bruge i praksis og ikke kun teoretisk.
”Det var godt, at der var tid mellem undervisningsdagene, så jeg kunne reflektere over og bruge det, jeg lærte på kurset, hjemme i virksomheden,” understreger han.
Kursus kan ses på bundlinjen
Kurset varer fem dage fordelt over tre uger, så der er tid til at arbejde med værktøjerne mellem undervisningsdagene.
”Mit fokus har især været at formindske antallet af tilbageløb, og målet er på sigt, at det skal kunne ses på bundlinjen.”
Kursets målgruppe
Door System A/S, som producerer døre og porte til industrien, har omkring 40 fuldtidsansatte, men både mindre og større virksomheder kan ifølge produktionschefen have stort udbytte af kurset.
”Kender man til virksomhedens arbejdsprocesser, får man det største udbytte af kurset. Det kunne fx være planlæggere eller ledere, men sælgere kan med fordel også deltage i kurset.”
Ud over den faglige undervisning er der på kurset god tid til, at kursisterne kunne dele erfaringer på tværs af brancher.
Nyt kursus starter i maj 2018
Learnmark Efteruddannelse udbyder igen kurset med første kursusdag den 28. maj 2018. Kurset består af fem undervisningsdage fordelt over maj og juni, så der er tid til, at deltagerne kan arbejde med den nye viden i egen virksomhed mellem kursusdagene.
FAKTA OM KURSET
Kursusdatoer
- 28. – 29. maj
- 11. – 12. juni
- 18. juni
Tilmeldingsfrist
- 28. maj
Kurset giver indsigt i
- Produktionsgrundlag
- Overblik
- Efterkalkulation på opgaverne
- Anvendelse af produktionsplaner
- Optimal ressource- og medarbejderudnyttelse
- Beregning af gennemløbstid
- Prioritering af opgaver
- Beregning af spildrater
- Dataregistrering
- Leverancer til tiden.
Pris for deltagere i AMU-målgruppen
- 950,00 kr.
VEU-godtgørelse
- 4300,00 pr. person for 5 dage
Kompetencefondsstøtte
Indbetaler virksomheden til kompetence- og uddannelsesfond, kan der være mulighed for supplerende økonomisk refusion.
Kurset kan vælges som selvvalgt uddannelse. IKUF giver mulighed for refusion af deltagerbetaling og supplerende lønrefusion op til 85% af normal løn ved selvvalgt uddannelse.
Kost og logi
Der er mulighed for godtgørelse for kost og logi jf. AMU-lovgivningen, hvis deltageren er i VEU-målgruppen og har mere end 60 km mellem hjem og uddannelsessted.