Student på iværksætter-maner

29. juni 2020

Det har været svært, udfordrende, udviklende – men virkelig også bare fedt.

Det er konklusionen, når seks af de nyudsprungne studenter fra Learnmark Gymnasium HHX og HTX gør status på deres erfaringer i iværksættermiljøet Learnmark StartUp.

Det har givet mig en masse selvtillid. For det viser jo, at man ved at gøre noget selv og sammen med andre faktisk kan komme rigtig langt.

Clara Erhardtsen , student fra Learnmark Gymnasium HTX 2020

Clara Erhardtsen har sammen med Manizha Haghju, som også er student fra HTX, udviklet WaterCounter-prototypen, som måler på folks vandforbrug direkte fra vandhanen.

For de to studenter har det at deltage i messer været med til at booste deres tro på egne iværksætter-evner – ikke mindst fordi den anerkendelse og det skulderklap, der følger med, når dommerpaneler af flere omgange har nikket begejstret til en egenproduceret HTX-ide.

Det er bare med at komme i gang

For HTX’er Sofie Nygaard Jørgensen har det at gå iværksættervejen været en øjenåbner, som også har sat sig i blodet.

Jeg ville aldrig have tænkt på at blive iværksætter, hvis jeg ikke havde været med i det her. For med de erfaringer, jeg har gjort mig, så har jeg lært, at det bare er med at komme i gang. De problemer, der måtte opstå, løser man jo hen ad vejen. Så ja, det har gjort det nemmere for mig en anden gang at tage springet.

Sofie Nygaard Jørgensen, student fra Learnmark Gymnasium HTX 2020

Hun vandt sammen med to klassekammerater den stort anlagte EXPO-konkurrence, hvor Learnmark-elever dystede mod elever fra Grenaa og Skive.

Ideen, der indbragte sejren, var et genbrugskoncept, der via en helt særlig affaldsscanner soterede telt-affald fra festivaler til gavn for miljøet.

Silje har været med i alle tre gymnasieår

HHX’er Silje Lund Olesen er den af de seks studenter, der har været med i Learnmark Startup længst tid – lige fra første færd i 1.g har hun haft gang i webshoppen Metervarer-shoppen, der sælger stofrester og via blogs giver ideer til hobbyfolket.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg præsenterede mig selv og min ide i 1.g, og hvordan jeg gør det i dag. Der er virkelig stor forskel. Så det at kunne sælge sig sin ide er blevet noget, jeg i høj grad tager med mig. Og det kan jo bruges på alle planer, også i kommende jobsamtaler.

Silje Lund Olesen, student fra Learnmark Gymnasium HHX 2020

Hun ser frem til hen over sommeren at give den endnu mere gas med shoppen.

Og så må vi se. For mig er Metervarer-shoppen et supplement til det jeg ellers laver.

Silje Lund Olesen, student fra Learnmark Gymnasium HHX 2020

Pølsevogn til erhvervskunder

En anden, som også kommer til at bruge sommeren på iværksætteri, er HHX’er Niclas Arensbach Følbæk – han har igennem længere tid haft gang i et pølsevognsforetagende.

Nu skal jeg så have lidt hjælp til noget SEO-optimering, så min hjemmeside bliver mere kendt. Og så vil jeg nok satse en hel del mere på erhvervskunder, som jeg kan køre ud til.

Niclas Arensbach Følbæk, student fra Learnmark Gymnasium HHX 2020

Han har samtidig fået et gulvtæppe lagt i Studenten med logo, som det tydelige bevis på, at han har gang i sin forretning.

Fra kontor-pc til gamer-pc

Det samme har HTX’er Nichlas Bjørval Feldt, der har haft en ombygger-central kørende, hvor almindelige pc’er er blevet ombygget til gamer-pc’er.

Men det at have været med i Startup-gruppen har givet mig en stor lyst til at kaste mig ud i nye projekter.

Nichlas Bjørval Feldt, student fra Learnmark Gymnasium HTX 2020

Nu er de seks studenter-iværksættere så flyvefærdige fra Learnmark Startup, men de har en klar opfordring til nuværende og kommende Learnmark-elever: Prøv jeres iværksætter drømme af!