Studielegat: Ro på og internationalt fokus

23. januar 2017

Lykke Groven fik sidste år tildelt Grethe og Henning Skov Jensens studielegat på 50.000 kr. 

”Det er ikke billigt at læse i udlandet, og man skal være indstillet på, at det ikke altid er lige nemt at få tingene til at hænge sammen. Så det må siges, at legatet for mig har skabt en indre ro og mulighed for at fokusere på det, jeg er god til, nemlig at fokusere på mit studie.”

Det siger Lykke Groven, der efter at være blevet student fra Learnmark Gymnasium har taget springet og er rejst til Barcelona, hvor hun læser grafisk design.

Midt i Barcelonas designcentrum

Dermed lever hun på bedste vis op til legatets formål om at støtte studenter fra Learnmark Gymnaisum, som i deres videregående uddannelse tager til udlandet for at dygtiggøre sig.

At Lykke Groven lige har valgt Barcelona er ikke tilfældigt.

”Jeg har valgt at læse i Barcelona, fordi det er en af de mest kreative byer, hvor designere fra hele verden arbejder og læser videre. Så netop i Barcelona er der fantastiske muligheder for at skabe sig kontakter world wide inden for designbranchen,” siger hun.

Internationalt studiemiljø

Dagligt arbejder hun med ide- og konceptudvikling, og det vel at mærke med fokus på at kunne implementere disse ideer og koncepter på en global skala.

Og netop når det kommer til dette globale giver det internationale studiemiljø bare noget, hun ikke kan finde i Danmark.

”Hvis man skal være succesfuld i det man laver, og specielt inden for designbranchen, så skal man have indblik i forskelligheder. Både imellem mennesker, kulturer, arbejdsformer og designstile. Det indblik ville jeg ikke kunne få på samme måde i Danmark. Jeg har lært så meget mere her, end jeg nogensinde i min vildeste fantasi havde forestillet mig, siger hun.

Det bedste, jeg har gjort

I sit studium har hun bl.a. arbejdet med innovationsprojekter for CERN, det store fysiklaboratorium i Schweiz, samt været på designworkshop på den græske ø Lesbos, hvor hun havde som opgave at forbedre forholdene for flygtninge.

At hun på den måde arbejder med projekter med stort vingefang, får hende også til at komme med følgende råd, når det kommer til at læse i udlandet.

”For mig er det uden tvivl det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, siger hun.