Tagdækkerne Nicolai og Tommi skal til DM i Skills

29. oktober 2018

TILLYKKE til Nicolai Mikkelsen og Tommi Heise Paulsen, der til regionsmesterskabet for tagdækkere har kvalificeret sig til DM i Skills. Det afholdes i Næstved den 4.-6. april 2019. 

I alt dystede syv dygtige tagdækkere om at komme til det eftertragtede danmarksmesterskab. På tid skulle de på en attrap lave listedækning med underliggende kapper, rygningsudluftning og Velux-vindue. Det er en af to opgaver, som tagdækkerne skal lave til DM i Skills. 

Mål: At hive en medalje hjem til firmaet

Nicolai Mikkelsen er 21 år, og han er i lære hos Hetag Syd ved Hedensted. Han er udlært i september 2019 og deltog i regionsmesterskabet sidste år, og han var derfor forberedt på, hvad der ventede ham. 

”I konkurrencen var jeg særligt opmærksom på at skære hjørnerne på overfladepappet, så der ikke kom for store udløbere, hvor svejsningen har været for varm, og skiferen derfor er brændt igennem. Det var en opgave, som jeg har lavet nogle gange før, og jeg er lidt træt af, at jeg fik lavet nogle fejl i blikket, men det gik jo alligevel. Jeg gik efter at komme med til DM i Skills, hvor jeg naturligvis går efter at hive en medalje hjem til firmaet,” siger DM-deltageren. 

Et ekstra skulderklap

Tommi Heise Paulsen er 18 år, og han er i lære hos Syddansk Tagdækning i Rødekro. Han er også udlært september 2019 og deltog i regionsmesterskabet for første gang. 

”Jeg har set frem til regionsmesterskabet, som, jeg synes, er et ekstra skulderklap for, at jeg gør det godt. Det har været sjovt at være med i konkurrencen, hvor jeg hele tiden har tænkt over at tjekke mit arbejde en ekstra gang. Op til DM i Skills vil jeg blandt andet planlægge mit arbejde, så jeg har en klar tidsplan for, hvor lang tid hver delopgave må tage. Til DM skal vi også lave en opgave med fladt tag. Det bliver en udfordring, og det er godt, at vi kan nå at træne den på skolen, før vi skal til Næstved,” understreger Tommi Heise Paulsen.