Tale til dimittender: Lyt – og træf dine egne valg

18. januar 2019

Torsdag den 17. januar 2019 afholdt Learnmark Business årets første dimission for 66 dimittender fra henholdsvis EUX-Business og EUD-Business. Mette Brund, HR- og uddannelsesansvarlig i XL-Byg, holdt en dimissionstale om valg og fravalg. 

Glade dimittender, stolte familiemedlemmer og taler med både humor og refleksion over egne valg prægede årets første dimission på Learnmark Business. Her blev 27 studenter fra EUX-Business og 39 dimittender fra EUD-Business fejret og lykønsket med, at de nu har bestået første del af deres erhvervsuddannelse. Forude venter for de flestes vedkommende en elevplads inden for enten kontor, detail, handel eller event, mens nogle EUX-studenter vælger at læse direkte videre på uddannelsen til fx finansøkonom. 

Mette Brund, HR- og uddannelsesansvarlig i XL-Byg, satte i sin tale til dimittenderne fokus på vigtigheden af at træffe gode valg – og hvor svært det kan være. 

”Måske har mange af jer det, som vores søn. I ved, hvad I ikke vil, men har svært ved at vælge, hvad I gerne vil. Det er ingen skam, at I ikke ved det. I har så mange valgmuligheder, og det er jo ikke jeres tilvalg, der er det sværeste. Det er alt det, I vælger fra, der gør det svært,” sagde Mette Brund i starten af sin tale. 

Spørg, lyt og træf dine egne valg

Herefter understregede hun over for dimittenderne, at det er vigtigt, de er bevidste om, hvad der gør dem glade, og hvad der motiverer dem: 

I alt, hvad du vælger, skal du være tro mod dine valg. Lyt gerne til din mor, far og familiemedlemmer. Bed om råd og vejledning på skolen, og spørg dig selv, hvad du synes, kunne være sjovt, og hvor dine evner kan foldes ud. Lyt, men træf dine egne valg.

Mette Brund, HR- og uddannelsesansvarlig i XL-Byg

Legater

Til dimissionen blev der traditionen tro uddelt legater til elever, der har ydet en ekstra faglig indsats og været særligt gode kammerater. Legatmodtagerne var: 

  • Louise Haller Mikkelsen
  • Mike Bach Jensen
  • Dorthe Kjær Jensen
  • Sofie Bjørnø Vestergaard 

Dimissionen blev særlig stemningsfuld, når musikerne Isabella og Adam sang og spillede for alle gæsterne. Her supplerede sangen ”Flyv lille fugl”, som afsluttes med ordene held og lykke, godt Mette Brunds tale til dimittenderne.