Talentfulde Learnmark-elever på legatrejse til USA

11. december 2019

Det var med stor glæde og overraskelse, at Sara Søndergaard Keller fra Learnmark Gymnasium HHX og Kristian Høi Liboriussen fra Learnmark Gymnasium HTX fik overrakt rejselegater til Boston i USA af Insero Horsens. De to elever fortæller her om deres oplevelser og indtryk fra turen. 

Skrevet af Kristina Elkær Høj Iversen, 3.g- elev på Learnmark Gymnasium HHX 

Hvert år deler Insero Horsens sammen med Familien Hede Nielsens Fond gavmildt legater ud til elever fra Horsens, Hedensted og Vejle, der har udvist ekstra engagement for deres studie, været nytænkende eller har klaret sig særligt godt inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag. Det blev i år to elever fra Learnmark Gymnasium HHX og HTX og 24 øvrige fra andre kommuner, der i uge 42 fik lov til at rejse til Boston og se de mange universiteter og opleve den amerikanske kultur.

De to Learnmark-elever var spændte og havde høje forventninger, da de tog med flyet og rejste den lange vej over Atlanterhavet. De forventede at få indsigt i, hvordan det er at studere i USA. 

For Kristian Høi Liboriussen var det interessen for IT og de naturvidenskabelige fag, der gav ham motivationen til at ansøge. Han har for nyligt været på studierejse i New York og Washington, men rejsen til Boston var med et anderledes formål.

Mit formål med turen var at blive oplyst omkring studiemiljøet, men jeg havde også en forventning om at styrke min egen motivation til at søge om optagelse på en uddannelse i udlandet.

Kristian Høi Liboriussen, 3.g-elev på Learnmark Gymnasium HTX

Amerikas Athen

Boston bliver ofte omtalt som en universitetsby eller som Amerikas Athen, fordi der er en stor mængde uddannelsessteder i byen. Blandt nogle af de største og dem, som eleverne var heldige at besøge, var Harvard University, Massachusetts Institute of Technology, Tufts University, Olin college og Babson College. På deres besøg blev eleverne en del af studiemiljøet på de forskellige universiteter og colleges ved at deltage i undervisnings- og workshop-timer.

Ud over at få indsigt i studiemiljøet mødte eleverne også andre danskere, som havde taget springet og valgt at studere i USA. Heriblandt var danskere, som var i gang med at søge ind og nogle, der allerede er uddannede som fx Lotte Schmidt Hansen, der har studeret hele sin bachelor og kandidat i USA og nu er i gang med sin ph.d. i psykologi.

Det var fedt at høre om oplevelserne og studiemiljøet fra en dansker, det gav et mere realistisk og relaterbart billede af, hvordan det er at komme til USA fra et lille land som Danmark.

Sara Søndergaard Keller, 3. g-elev på Learnmark Gymnasium HHX

For HHX-eleven Sara Søndergaard Keller var det et lærerigt ophold. Også selvom Sara ikke studerer naturvidenskabelige fag til daglig, var turen stadigvæk relevant for hende. Hun fandt blandt andet ud af mere omkring, hvordan det at studere i udlandet er anderledes end i Danmark. Sara ved allerede, at hun vil studere økonomi i udlandet, efter hun har fået studenterhuen på hovedet og har allerede ansøgt til nogle universiteter i udlandet blandt andet i England og Skotland.

Det var godt, at undervisningen ikke kun handlede om, hvad man kunne studere, men også måden man gør det på.

Sara Søndergaard Keller, 3. g-elev på Learnmark Gymnasium HHX

Anderledes undervisning


Nogle af de oplevelser, der især gjorde indtryk på eleverne, var, hvor specielt uddannelsessystemet er i forhold til Danmark og den anderledes indstilling, som de studerende har til deres studie. Derudover fik eleverne indblik i, hvor meget vægt amerikanerne stadig lægger på deres grundlæggende værdier som fx individuel frihed og selvstændighed.

Værdierne kunne især ses i den indstilling, de studerende havde til at arbejde hårdt, og i hvor svært det er at komme igennem nøglehullet og blive optaget på nogle af verdens bedste uddannelsesinstitutioner.

Det var lidt af et kulturchok, hvor konkurrencebaseret uddannelsessystemet faktisk er. Det handler om at være den bedste af de bedste.

Sara Søndergaard Keller, 3. g-elev på Learnmark Gymnasium HHX

Der er et helt andet syn på, hvor meget skolearbejde der skal laves, og hvad der kræves af de studerende, end der er i Danmark.

Kristian Høi Liboriussen, 3.g-elev på Learnmark Gymnasium HTX

På sightseeing i Boston

Eleverne var ikke kun i Boston for at se universiteterne, men de fik også mulighed for at komme på sightseeing i den store by. De var blandt andet på en guidet tur gennem Boston med et amfibiekøretøj, der både kan køre på land og sejle på vand, og på hvaltur med New England Aquarium. Eleverne var også i Prudential Tower og se udsigten ud over den store by. Om aftenen var de ude og spise aftensmad på Quincy Market, der er fuld af lokale råvarer og diverse internationale retter. 

Eleverne fik en masse stof til eftertanke og nye oplevelser med hjem, der ikke vil blive glemt foreløbig. Men det var ikke kun en lærerig oplevelse, eleverne fik også et helt nyt fællesskab med andre elever og studerende, som de har mødt på turen.

Det var fantastisk at være sammen med folk, der har den samme interesse og begejstring for at komme til udlandet som en selv.

Sara Søndergaard Keller, 3. g-elev på Learnmark Gymnasium HHX
Hør blandt andre Kristian Høi Liboriussen fortælle om sine forventninger til studierejsen til Boston