Tidligere elev på HHX - nu succesfuld iværksætter

09. september 2019

Daniel Johannesen fik ideén til sin virksomhed, Watery, da han gik i 1. g. på Learnmark Gymnasium HHX. I løbet af sin gymnasietid blev webshoppen en realitet, og i dag driver iværksætteren en succesfuld forretning.

Da Daniel Johannesen gik i 1. g., svømmede han på eliteniveau ved siden af gymnasiet. Her opdagede han et hul i markedet, da han mente, at der manglede en kompetent webshop med kvalitetsbadetøj og svømmeudstyr, hvor kunderne kunne få god rådgivning. Efter at have konsulteret sit svømmenetværk blev han bekræftet i, at han ikke var alene om det behov, og han besluttede sig for at starte en webshop.

Jeg svømmede 7-8 gange ved siden af gymnasiet, der talte jeg med mine svømmevenner om, at vi synes, der manglede et sted, hvor vi kunne købe alt vores svømmeudstyr et sted.

Iværksætter Daniel Johannesen

Satsede alt på drømmen

Til at starte virksomheden lånte Daniel Johannesen 100.000 kroner af sin far, og han investerede selv sin konfirmationsopsparing og alle sine sparepenge i alt 50.000 kroner. For de penge kunne han lave en hjemmeside, købe et varelager og markedsføre sin virksomhed – og så var han i gang.

Det var ret mange penge for en 1.g’er, og det måtte bare ikke gå galt, for så ville jeg ende med at spilde 150.000 kroner. På den anden side ville jeg have fået en masse erfaringer med iværksætteri, som jeg kunne bruge i fremtiden og måske til at få højere karaktere i virksomhedsøkonomi og afsætning.

Iværksætter Daniel Johannesen

Blev en del af et StartUp-fællesskab

Daniel Johannesen deltog i iværksætternetværket på Learnmark Horsens, StartUp, hvor han kunne rådføre sig med undervisere og elever, der lige som ham selv var iværksættere, eller som drømte om at blive det.

Jeg blev en del af StartUp i løbet af 2.g. og blev en del af et fællesskab, hvor alle havde en interesse og passion for at starte egen virksomhed. Når jeg tænker på StartUp, så var det et sted, hvor vi mødtes og kunne tale om ideer, og hvad vi lige havde brug for sparring omkring. Der var stor forskel på vores forretninger. Min var en af de større, hvor jeg havde en del penge investeret og havde meget salg. Men andre startede helt fra bunden, og det er jo helt fair. Det var bare fedt at mærke den energi, der var.

Iværksætter Daniel Johannesen

Knoklede for at opnå succes

Med både sin families og skolens opbakning udviklede Daniel Johannesen i løbet af tiden på gymnasiet sin virksomhed. Hans eget enorme engagement er i dag set ude fra den største årsag til, at Watery er blevet så stor en succes.

Han brugte de sene aftentimer efter skole på at arbejde på virksomheden samtidig  med, at han lavede lektier og stadig svømmede på eliteniveau. I weekenderne tog han til svømmestævner for at sælge sine varer og på samme tid øge kendsskabsniveauet til Watery. Sommerferien tilbragte han med at søgeoptimere sin virksomhed, hvilket vil sige, at der skulle skrives flere hundredtusinder ord, så han kunne nå til tops på Google.

Der er ingen tvivl om, at det kræver mere tid, end man tror. Det er ikke altid lige nemt, men det er en prioriteringssag, og hvis man virkelig vil det, så kan man!

Iværksætter Daniel Johannesen

Beundret af hele Danmark

Det hårde arbejde bar frugt, virksomheden blev ved med at øge sin omsætning, og der blev leveret flotte resultater på bundlinjen. En dag i november? opdagede han ved en tilfældighed, at optagelserne til tv-programmet Løvens Hule var gået i gang, og han besluttede sig for, at han ville med.

 Det kom han, og han tog både iværksættere og tv-seerne med storm. To af de mest succesfulde iværksættere i Danmark Christian Stadil og Jesper Buck endte med at ville investere i Watery. Hvilket var en kæmpe stor cadeau til Daniel Johannesen. Siden, programmet blev sendt i januar 2019, er der sket meget, og i dag er samarbejdet mellem de to løver og den ungeiværksætter ophævet. Daniel har i stedet fået fem andre investorer med ombord.

Det har været en lang 10-måneders kamp, fra dengang vi startede med Løvens Hule til nu, hvor det endelig kom på plads med mine nye investorer midt under Smukfest – så det var en god fest, vi fik holdt der! Hvis man hele tiden er omgivet af mennesker, der ved mere end en selv, så kan man ikke undgå at blive rykket fremad!

Iværksætter, Daniel Johannesen

Eventyret er kun lige begyndt

Det er nu kun et år siden, at Daniel Johannesen gik ud af 3. g på Learnmark Gymnasium HHX, og i dag arbejder han fuldtid i sin egen virksomhed og har desuden en fuldtidsansat på lageret og flere deltidsansatte. Drømmen er, at Watery bliver den bedste og største udbyder af svømmeudstyr og badetøj ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Og inden længe udvider webshoppen Watery.dk til Norge og Sverige.

Her kan du se en video om Daniel Johannesen og webshoppen Watery.dk