TILLYKKE til 17 nyuddannede erhvervsassistenter fra KUU

10. januar 2020

Fredag den 10. januar 2020 blev 17 unge, nyuddannede erhvervsassistenter fejret til dimission på Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU). 

Stoltheden lyste ud af de 17 nyuddannede erhvervsassistenter og deres familier, venner og undervisere, da de fredag den 10. januar 2020 fik overrakt deres eksamensbevis til dimission på Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU). 

De hvide huer med grønt bånd er et synligt bevis på, at erhvervsassistenterne har afsluttet en ungdomsuddannelse, der giver dem et godt afsæt til at søge et job i en virksomhed eller fortsætte på fx en erhvervsuddannelse. 

Ud af de 17 dimittender fortsætter ni af dem direkte i en erhvervsuddannelse, mens andre er jobsøgende. I løbet af uddannelsen er 11 elever stoppet på KUU for at starte direkte på en erhvervsuddannelse. 

Peter Plys’ yndlingsdage

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens, tog i sin tale til dimittenderne udgangspunkt i Peter Plys’ citat om yndlingsdage: ”Hvilken dag er det i dag,” spurgte Peter Plys. ”Det er i dag,” svarede Grisling. ”Min yndlingsdag,” sagde Peter Plys. 

Her fortalte om, at hver dag har sine muligheder, som man skal turde gribe ud efter og gøre til sine egne pejlemærker. Ingen andre kan gøre det for en. For det er kun en selv, der ved lige nøjagtig, hvad man vil.

Så når Peter Plys taler om sine mange yndlingsdage, så er det jo netop, fordi det ikke er dagen i sig selv, der gør resultatet, men at man har lysten og evnerne til at fylde dagene ud, så de bliver til yndlingsdage. Problemet er, hvis man ikke gør noget, så vælger andre for en. Vores indtryk er, at I med KUU´en i ryggen netop kan lave en Peter Plys - spørge jer selv, hvad der i dag gør dagen god, for så efterfølgende at gøre indsatsen.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens

Kombinér Plys med pyt

Direktøren sluttede sin tale af med den påstand, at de nyuddannede erhvervsassistenter gennem deres uddannelse på Kombineret Ungdomsuddannelse har opnået evnen til at kombinere Peter Plys med pyt.

Skab jer masser af Plys-dage – og de dage, hvor det af en eller anden grund ikke lykkes, så tryk på pyt-knappen. Den er uopslidelig. Lær af dem, så I får færre af den slags dage.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens

Ros og Hoptimister

Dimissionen var en festlig afslutning for KUU-eleverne, der i to år har haft deres hverdag på Strandpromenaden i Horsens, som er KUU´s base, i virksomheder, hvor de har været i erhvervstræning i op til 24 uger, og på erhvervsuddannelserne Learnmark Tech, Learnmark Business og Social- og sundhedsskolen i Horsens. 

Familie, venner og medarbejdere fejrede de glade, lettede og stolte erhvervsassistenter, som til dimissionen blev hyldet med rosende ord fra kontaktlærerne og fik overrakt deres KUU-beviser. Alle fik også en grøn Hoptimist til minde om, deres tid på KUU og alt det, de har lært.