Unge stjerner lyste op til iværksætterkonkurrence

01. marts 2019

Konkurrencen var tæt blandt de 25 deltagende hold, da iværksætterkonkurrencen EXPO19 sidst i februar blev afholdt på Learnmark Gymnasium HHX og HTX. En idé om at genbruge plastikaffald fra festivaler vandt den samlede konkurrence, mens dommerne gjorde deres til, at alle deltagere gik fra konkurrencen med nye vinkler og muligheder på deres idé. 

Øjnene lyste og smilet var bredt, da tre elever, Nadia Edslev Skouenborg Jørgensen, Simon Egstrøm Grønning og Sofie Nygaard Jørgensen fra Learnmark Gymnasium HTX, vandt iværksætterkonkurrencen EXPO19 den 26. februar 2019. De vandt med deres idé om, at gæster til festivaler skal scanne deres plastikaffald, så det på den måde bliver genanvendt bedst muligt. 

Vi havde slet ikke troet, at vi ville vinde konkurrencen. Det hele startede som et teknologiprojekt, hvor vi skulle finde en bæredygtig løsning på et problem. Nu har vi vundet 15.000 kr. til at arbejde videre med vores idé, og vi håber meget, at vores idé kan blive til virkelighed,”  umiddelbart efter kåringen.

Nadia Edslev Skouenborg Jørgensen, HTX-elev

Holdkammeraten Simon Egstrøm Grønning tilføjede:

Shout out til vores teknologilærer Mogens! Han har været en megahjælp for os i dette projekt, og han har været så glad på vores vegne, at vi er nået så langt.

Simon Egstrøm Grønning, HTX-elev

Se film fra en lærerig iværksætterkonkurrence

Det skal være sjovt undervejs

I konkurrencen deltog 110 gymnasieelever fra fire gymnasier i Region Midtjylland: Learnmark Gymnasium HHX og HTX, Viden Djurs, Skive College og Tørring Gymnasium. Gruppevis præsenterede de deres iværksætteridéer for lokale Horsens-dommere, som alle har erfaring med iværksætteri og innovation. 

Undervejs holdt de to tidligere elever fra Learnmark Gymnasium HHX og HTX Daniel Johannesen og Alexander Gram Jensen, der i dag er succesrige iværksættere, oplæg for iværksætterspirerne.  Daniel Johannesen, der ejer Watery.dk, fortalte i sit foredrag om vejen fra kælder til Løvens hule. 

 

Jeg startede med at have varelageret til min webshop i min kælder, i dag har jeg 150 kvadratmeter showroom og lager i Horsens, og jeg har indgået forretningssamarbejde med to investorer fra Løvens hule. For mig er det vigtigt, at jeg har haft det sjovt undervejs, ellers er det i sidste ende ikke sjovt at stå med gevinsten.

Daniel Johannesen, stifter og ejer af Watery.dk

Fornyet lyst til at arbejde videre

Med i konkurrencen var også 18-årige Silje Lund Olesen, som i dag driver webshoppen Metervarer-shoppen. Her sælger hun stofrester, som man kan sy fx duge, gardiner og puder af. Derudover tilbyder hun også at sy for kunderne, hvis de ikke selv kan. 

Denne konkurrence har givet mig fornyet lyst til at arbejde videre med min virksomhed. Jeg har været glad for dommernes sparring, og jeg har fået nye idéer til, hvad jeg kan gøre for at optimere min forretning. Det sværeste er for mig at få spredt budskabet, men jeg arbejder på det – både på Facebook og med blogindlæg.

Silje Lund Olesen, HHX-elev

Konkurrencen er en del af et udviklingsprojekt om innovations- og iværksætteri støttet af Region Midtjylland