VICTOR TROEDE, HAN SKULLE VÆRE TØMRER – NU STARTER HAN PÅ UDDANNELSEN TIL INDUSTRITEKNIKER

15. januar 2020

Da 16-årige Victor Koed Hansen startede på grundforløb 1 på Learnmark Tech, troede han, at han skulle være tømrer, men det ændrede sig, da han kom ind i metalværkstedet. Til januar starter han på grundforløb 2 på uddannelsen til industritekniker.

Da jeg startede på GF1 var jeg lidt træt af, at jeg skulle arbejde med projekter inden for de forskellige uddannelser, men det er jeg glad for i dag, for det har betydet, at jeg har truffet det rigtige uddannelsesvalg. Lige fra første opgave hos industriteknikerne, hvor vi arbejdede med robotter, vidste jeg, at det var den perfekte uddannelse for mig.

Victor Koed Hansen, GF2-elev på Learnmark Tech

Matematik er yndlingsfaget

Han har altid været glad for at finde en løsning på en udfordring, og matematik har altid været hans bedste fag.

Som industritekniker skal man arbejde meget præcist - nogle gange med tolerancer helt ned til tusindedele af en millimeter. Den udfordring kan jeg godt lide, og så har jeg altid hygget mig med at lave lektier til matematik. Det er en fordel på uddannelsen til industritekniker, at jeg er god til matematik, for vi skal tit løse opgaver, der kræver god matematisk viden og forståelse.

Victor Koed Hansen, GF2-elev på Learnmark Tech

Han skal i uge 4 i praktik i en virksomhed, der har stillet ham en læreplads i udsigt, hvis det går godt. 

”Så nu skal jeg bare ud og gøre et godt indtryk,” fortæller Victor Koed Hansen.