Virksomhed efterspørger EUX-industriteknikere

Forventningerne til fremtidens medarbejdere i industrien er høje. Derfor efterspørger Carsten Tønnes, direktør i Rival i Skanderborg, nu EUX-industriteknikerlærlinge.

25. februar 2016

"Hvis vi som virksomhed skal forbedre vores konkurrencemuligheder i Danmark og internationalt, så skal vi blandt andet kunne konkurrere på viden. Industrivirksomheder som fx Rival er arbejdspladser, der bygger på specialiseret viden om moderne teknologi og programmering på højt niveau. Det er en af årsagerne til, at jeg fremadrettet ønsker at ansætte EUX-lærlinge," siger Carsten Tønnes.

Høj faglighed

Rival udvikler, producerer og sælger maskinbearbejdede metal- og plastikemner til danske og internationale virksomheder inden for vind-, olie- og gas- samt marine- og plastindustrien. Det er dyre emner, som skal produceres med en præcision helt ned til en tusindedel af en millimeter. Derfor er der ifølge Carsten Tønnes brug for medarbejdere, der kan tegne i 3D og programmere CNC-maskiner.

"Det er dyrt at producere disse metal- og plastikemner, og vores industriteknikere arbejder med CNC-maskiner og robotter til flere millioner kroner. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne også kan være med til at optimere arbejdsprocesserne. Samtidig skal de have stor viden om matematik, maskinteknik, programmering og materialer for at kunne løse hver enkelt opgave så optimalt som muligt," understreger direktøren.

Derudover er det en stor fordel, at medarbejderne kan begå sig på engelsk og tysk, så de nemmere kan kommunikere med kunderne, når de fx er på besøg i produktionen.

Springbræt til videregående uddannelse

Er man udlært EUX-industritekniker, har man fag på gymnasieniveau, som giver direkte adgang til at kunne læse videre til fx ingeniør eller maskinmester. Det er ifølge Rival-direktøren positivt, at hans kommende lærlinge har ambitioner om at læse videre.

"Det er en fordel at have en faglig uddannelse, før man læser videre. Man har som fx ingeniør en meget større forståelse for det, man arbejder med, og en respekt for håndværksfaget, som i sidste ende vil give bedre resultater," siger Carsten Tønnes.

FAKTA om EUX-industritekniker

En industritekniker bruger en stor del af sin tid på matematiske udregninger i komplicerede koordinatsystemer og programmering af højteknologiske CNC-maskiner og robotter. Industriarbejde anno 2016 er dermed ikke et mørkt og beskidt fag med tunge løft, som mange forestiller sig.

FAKTA om Rival A/S

  • 42 medarbejdere
  • 4 lærlinge
  • 4300 m2 produktionsareal
  • Mere end 25 CNC-maskiner
  • Processer: Fræsning og brunering
  • Kompetencer: Bearbejdning af kritiske og kostbare emner med høje krav til tolerancer, leveringsevne og kvalitetssikring
  • www.rival.dk
Carsten Tønnes_Rival.jpg
IMG_1798.JPG