Virksomhedsbesøg som forberedelse til eksamen og uddannelsesvalg

22. november 2019

Studieårsklasserne q og z på EUX-Business har i november været på virksomhedsbesøg på DSV i forbindelse med deres EOP. 

Her hørte de om mulighederne for uddannelse hos DSV, og hvilke udfordringer DSV har – det er fx nye fragtformer med droner og selvkørende lastbiler. Derudover fik eleverne også mulighed for at på svar på spørgsmål, som de kan bruge i deres EOP. 

Efter DSV besøgte eleverne Intersport i Horsens, hvor de hørte om mulighederne for uddannelse og udfordringer med fx internethandel.

HVAD ER EOP?

  • EOP er en forkortelse for erhvervsområdeprojekt, der er et afsluttende projekt, som alle elever på studieåret skal skrive. Her skal de i to fag både skrive en skriftlig rapport og til mundtlig eksamen. Opgaven er individuel, og eleverne bestemmer selv, hvilken virksomhed de vil tage udgangspunkt i.

Det var et supergodt oplæg på DSV, hvor vi også mødte en af deres elever. Han fortalte blandt andet om sine arbejdsopgaver, at han fik ansvar fra første arbejdsdag og om at være på skoleophold, mens han er elev.

Nina Jensen, elev på studieåret på EUX-Business

Jeg har valgt at skrive EOP i samfundsfag og organisation, hvor jeg analyserer de interne forhold og arbejdsmiljøet i et pizzaria, men det kunne også være spændende at have skrevet om arbejdsforhold i DSV.

Nina Jensen, elev på studieåret på EUX-Business

På studieåret har vi været på mange virksomhedsbesøg inden for detail, kontor og handel. Vi har fx været på Rema 1000´s lager og på Horsens Kommune, hvor vi har mødt elever, der har fortalt om deres hverdag. Disse besøg giver mig utrolig meget, fordi jeg kan se mig selv i de elever, der er godt i gang med deres uddannelse.

Nina Jensen, elev på studieåret på EUX-Business

Jeg går efter en elevplads inden for kontor, men jeg har ikke besluttet mig for, hvilken retning det skal være. Her er virksomhedsbesøgene gode til at gøre mig klogere på mit valg.

Nina Jensen, elev på studieåret på EUX-Business