Virtual reality bliver en del af undervisningen på Learnmark Gymnasium HHX og HTX

19. februar 2018

Eleverne på Learnmark Gymnasium HHX og HTX kan fremover udforske fysikken og matematikken ved hjælp af virtual reality. Målet er, at flere fag i fremtiden skal gøre brug af den nye undervisningsmulighed.

En tur ud i rummet for at se nærmere på solsystemet og planeternes baner kan snart blive en del af fysikundervisningen på Learnmark Gymnasium HTX. I matematikundervisningen på både HHX og HTX kan eleverne fx gå rundt i koordinatsystemer for bedre at kunne forstå rummelighed og tredimensionelle former. Kun fantasien sætter grænser for, hvad teknologien kan bruges til.

Learnmark Gymnasium HHX og HTX deltager i øjeblikket i et projekt om, hvordan virtual reality kan tilføre undervisningen en ekstra dimension. HTX-underviser Søren Læssøe Mathiesen, der er ansvarlig for projektet på Learnmark Gymnasium, ser mange muligheder i, hvordan virtual reality kan berige undervisningen og læringen.

”Brug af virtual reality er selvfølgelig med til at øge fun factoren og dermed motivationen i undervisningen. Det vigtigste er dog, at vi får mulighed for at give vores elever adgang til at visualisere og danne begreber for det, der ellers er vanskeligt tilgængeligt eller umuligt at gennemføre i virkeligheden,” siger Søren Læssøe Mathiesen.

Undervisning på en helt ny måde

Virtual reality-projektet er støttet af Region Midtjylland, og Søren Læssøe Mathiesen er en del af en projektgruppe med andre gymnasier, hvor de både har fokus på den tekniske og den pædagogiske og didaktiske del.

”Teknisk er vi godt i gang. Her på Learnmark Gymnasium er udstyret købt og VR-brillerne ligger bare og venter på at blive taget på. I øjeblikket arbejder vi med, hvordan vi rent pædagogisk og didaktisk får mest ud af at bruge virtual reality i undervisningen. Det er her, det for alvor bliver interessant, fordi vi får mulighed for at tænke undervisning på en helt ny måde. Vi får meget foræret, når eleverne kan ’manipulere med virkeligheden’ med nye undervisningsmetoder”, fortæller han.

Foreløbig arbejder projektgruppen både teknisk og didaktisk med fagene fysik og matematik, men målet er at udvikle undervisningsforløb til andre fag som fx bioteknologi, hvor eleverne lettere kan lære anatomi og fysiologi og komme helt tæt på molekyler og det menneskelige DNA.

Fremtidens undervisning

Rektor Sune Agger følger virtual reality-projektet tæt, og han var også den første, der tog brillerne på, da Søren Læssøe Mathiesen præsenterede det nye undervisningsudstyr for en gruppe ledere og lærere på Learnmark Gymnasium HHX og HTX.

”Det er en helt ny verden, man træder ind i, når man har VR-brillerne på, og jeg kan se så mange muligheder for at gøre undervisningen i abstrakte begreber meget mere håndgribelig og nærværende. På Learnmark Gymnasium skal vi hele tiden have blik for, hvordan vi kan bruge den nyeste teknologi i undervisningen, men vi skal bruge den med omtanke, så det er relevant og gør god undervisning endnu bedre,” understreger Sune Agger.