Fag og valgfag

På Learnmark Gymnasium HHX kan du sammensætte din uddannelse af en lang række fag og valgfag, så du får den studentereksamen, der passer til dig.

Efter tre måneder på HHX skal du vælge studieretning ud fra dine interesser og din drømmeuddannelse. Senere vælger du valgfag.

Noget af det fedeste ved at gå på HHX er, at jeg kan bruge det, jeg lærer i fx virksomhedsøkonomi og afsætning, direkte i min hverdag. Jeg har sammen med en kammerat startet egen virksomhed. Når vi har fri fra skole, kan vi gå hjem og afprøve teorierne i virkeligheden.

Frederik, HHX-elev


Obligatoriske fag

Korte beskrivelser af fagenes indhold. Under nogle af fagene kan du høre vores elever fortælle om, hvad man arbejder med i de enkelte fag.

4 obligatoriske fag du ikke har mødt før

Afsætning

I afsætning kommer du tæt på lokale, nationale og internationale virksomheder. Du arbejder blandt andet med strategi, købsadfærd og markedsanalyse – både i teorien og i samarbejde med virksomheder. Du lærer også om virksomhedens forhold til den nationale og internationale omverden og beslutninger om markedsføring.

Virksomhedsøkonomi

Virksomhedsøkonomi er et fag, hvor du fx lærer om strategi, internt og eksternt regnskab, investering og logistik. Du arbejder med virksomhedens økonomiske beslutninger og adfærd i samspil med omverdenen.

International økonomi

International økonomi handler om national og global økonomi. Faget drejer sig især om Danmarks økonomi og generelt om landenes placering i verdensøkonomien. Du får viden om fx EU, udviklingsbistand og velfærdsmodeller.

Erhvervsjura

I erhvervsjura får du viden om love for erhvervslivet og om, hvordan lovene både skaber muligheder og sætter rammer for den internationale og markedsorienterede virksomhed. Du arbejder fx med køberet, produktansvar, it-ret, konkursret, inkasso og ansættelsesret.

Vælg sprog på HHX

På HHX skal du vælge et 2. fremmedsprog, og på Learnmark Gymnasium HHX kan du vælge mellem fire sprog.

Alle elever afslutter engelsk på A-niveau.

4 særlige valgfag på HHX

Finansiering C

I faget finansiering får eleverne en større forståelse for, hvad der sker i den finansielle verden, og de bliver klogere på investering i aktier og obligationer.

Eleverne får også viden om, hvordan man vælger det bedste lån. Det kan man også bruge, når man en dag skal købe fx bil eller hus. 

Erhvervsjura B

Synes du, det er spændende at kende til de love og regler, som gælder for virksomheder og private? Og vil du gerne vide noget om, hvordan lovene både skaber muligheder og sætter rammer for den internationale og markedsorienterede virksomhed?

Så skal du vælge erhvervsjura, hvor du arbejder med fx køberet, produktansvar, IT-ret, konkursret, inkasso og ansættelsesret.

Psykologi B + C

I valgfaget psykologi får du grundlæggende viden om forskellige psykologiske teorier, og du sætter dem i forhold til, hvordan vi fungerer i sociale sammenhænge. 

Du lærer fx at analysere og reflektere over psykologiske forhold både fagligt og i hverdagen. Du lærer også at forholde dig kritisk til det, du møder i dagligdagen, og så lærer du, hvordan man arbejder bedst og agerer bedst i forskellige situationer.

Samfundsfag B

Vil man gerne vide mere om, hvordan samfundet påvirker virksomheder og private? Og hvordan virksomheder og private påvirker samfundet? Så er samfundsfag det oplagte valg. 

"Samfundsfag er mit yndlingsfag, som jeg altid glæder mig til at have. Vi har gode diskussioner både i klassen, og når vi arbejder i grupper.

Det var sjovt at være til Ungdommens Folkemøde i København, og jeg glæder mig til vores studietur til Bruxelles.

Vi har haft et godt forløb om politik, hvor vi har diskuteret aktuelle emner. Det har gjort, at jeg har sat mig ind i politik på en helt anden måde, end jeg ellers ville have gjort."

Lærke, HHX-elev

 

Eksempler på valgfag