23. april 2023

272 kommende studenter ankommer til årets gallafest i fantasifulde transportmidler

Traktorer, trailere, tandemer og trillebøre. Det bliver måske nogle af de transportmidler, som 272 kommende studenter fra Learnmark Gymnasium HHX & HTX tager i brug, når de ankommer til årets gallafest fredag den 28. april 2023. 

Den traditionsrige gallafest på Learnmark Gymnasium HHX & HTX starter i Forum Horsens, hvor omkring 900 tilskuere tager imod gymnasieeleverne, når de ankommer til første del af festen. Galla-eleverne har i lang tid planlagt, hvilket særligt transportmiddel, de vil ankomme i, og de holder det hemmeligt ind til selve ankomsten. En ting er sikkert – det bliver både festligt, sjovt og kreativt.

Efter ankomsten danser de smukke gallaklædte unge mennesker Les Lanciers for de mange tilskuere.

Anden del af festen er lukket for publikum, men bliver mindst lige så festlig med gallamiddag, underholdning, taler og livemusik.

Rekordstort antal elever danser Les Lanciers

Omkring 45 undervisere og ledere på Learnmark Gymnasium HHX & HTX deltager i gallafesten, og rektor Sune Agger er glad for den store opbakning.

”Gallafesten er 3. g’ernes traditionsrige fest, før det går løs med de afsluttende eksamener. Snart er tre gymnasieår forbi, og det markerer vi med et brag af en fest. I år sætter vi rekord med 34 kvadriller i Les Lanciers, og ifølge underviserne kan vi godt skrue forventningerne op i forhold til elevernes danseevner. Jeg glæder mig helt vildt til denne aften – den er noget helt særligt for både elever og medarbejdere,” understreger Sune Agger.

Program

 

  • 16.00 – 17.00: Ankomst til Forum Horsens
  • 17.00 – 17.30: Fælles indmarch og Les Lanciers
  • 17.30 – 18.00: Galla-reception for elever, medarbejdere og tilskuere i Forum Horsens
  • 18.00 – 00.00: Lukket fest på skolen

I den lukkede fest på skolen deltager mere end 300 kommende studenter.

Se film fra gallafesten 2022

ATV’er, cykler og veteranbiler har været nogle af de køretøjer, som tidligere elever fra Learnmark Gymnasium HHX & HTX har brugt, når de skulle ankomme standsmæssigt til årets gallafest i Forum Horsens. 

Gym_galla_ankomst 2022
Gym_galla_Lancier 2022