1. december 2022

Gymnasieelever genbruger plastik i Plastic Recycle Lab

På Learnmark Gymnasium HTX omsætter eleverne teorien til praktiske løsninger. Nu kan de i skolens nye Plastic Recycle Lab genbruge kasseret plastik til nye prototyper.

 

”Plastic Recycle Lab er fedt, fordi vi selv kan producere vores prototyper. På den måde bliver vores idé om et eller andet til en realitet - og vi kan teste, om det, vi finder på, rent faktisk også virker efter hensigten.”

 

Sådan fortæller Marie Linnemann Laursen om det nye Plastic Recycle Lab på Learnmark Gymnasium HTX. Her går hun i 3. g, hvor hun bruger Plastic Recycle Lab som en aktiv del af undervisningen.

Sammen med sin klasse har hun flere gange arbejdet med maskinerne i værkstedet, og hun nu er helt fortrolig med, hvordan hun omdanner kasseret plastik til fx prototyper.

 

”Jeg er i gang med et projekt, hvor jeg skal forme en prototype, der er lavet af gamle mælkelåg, jeg har haft med hjemmefra. Min prototype er en ekstra spand, man kan hægte på sin skraldespand, så man nemmere kan affaldssortere. Det er godt, at jeg i Plastic Recycle Lab har mulighed for at genanvende plastik i stedet for, at jeg skal bruge nyt hver gang,” siger Marie Linnemann Laursen.

 

Konkrete produkter i stedet for drømme

En af fordelene ved, at HTX-eleverne selv kan støbe prototyper af genbrugsplast er, at de kan justere dem undervejs.

 

”Vi får det i hænderne og kan lave noget virkeligt, i stedet for at vi bare skal drømme os til, hvad en bestemt prototype skal kunne. Samtidig får vi også mulighed for at lave ændringer på vores prototyper, så de bliver endnu smartere for brugerne,” understreger hun.
Plastic Recycle Lab_november 2022

Følger hele processen

Nikolaj Møller Larsen går også i 3. g på Learnmark Gymnasium HTX, og han deler Maria Linnemann Laursens begejstring for det nye Plastic Recycle Lab.

 

”Det superfedt, at vi arbejder med industrielle maskiner, så vi får erfaring med, hvordan man arbejder professionelt med genanvendelse og produktion af plastikdele. Det er også god læring, at vi kan følge hele processen fra kasseret plastik til prototype støbt i genbrugsplast,” tilføjer han.

 

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX & HTX, deltog i undervisningen den dag, hvor eleverne prøvede Plastic Recycle Lab for første gang.

 

”På HTX vil vi gerne skabe rammerne for, at eleverne selv kan producere og lege sig frem løsninger af et givent problem – og kan de gøre det med den nyeste teknologi med fokus på bæredygtighed er det allerbedst. Derfor er jeg så glad for, at vores Plastic Recycle Lab giver dem mulighed for, at de kan lave superfede prototyper med et industrielt finish af genanvendeligt plastik – og at det er så nemt for dem at arbejde med,” siger rektoren.

 

Plastic Recycle Lab består af:

  • En shredder, der omdanner større plastikstykker til granulat
  • En pladepresser, som omdanner granulatet til plader
  • En vakuumformer, der kan omdanne plader til en ønsket form
  • En sprøjtestøber, der kan forme et ønsket produkt. Formen kan eleverne selv lave i HTX’s eget metalværksted