3. januar 2024

Legatmodtager Kaya sender rejsebrev fra Spanien 

I maj 2023 modtog fire studenter fra Learnmark Gymnasium HHX & HTX hver 30.000 kr. fra Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat. En af dem er Kaya Veitlmeier Jensen, som har studeret ½ år på University of Deusto i Bilbao, Spanien. 

Kaya blev i 2018 student fra Learnmark Gymnasium HTX og læser til civilingeniør i sundheds- og velfærdsteknologi på Syddansk Universitet.

I august drog jeg mod Bilbao i Spanien, et land jeg aldrig tidligere havde haft fornøjelsen af at besøge og til en by, som jeg ikke vidste meget om. Jeg havde i virkeligheden kun kendskab til Bilbao på grund af deres succesfulde fodboldhold og Guggenheim-museet.

Min primære motivation for at rejse til Bilbao var det, universitetet på papiret kunne tilbyde, men det viste sig dertil at være en yderst god beslutning, da byen i sig selv er en sand skjult perle fyldt med gastronomiske oplevelser og en rig kulturarv.

En by i udvikling

I 1983 blev byen ramt af en oversvømmelse, der påvirkede store dele af byen, hvilket tvang Bilbao til genopbygning og til at genopfinde sig selv. Resultatet er tydeligt, da byen adskiller sig fra mange andre dele af Spanien ved at være i højteknologisk udvikling. De har sat fokus på kulturelle oplevelser plus international anerkendelse og har endda vundet flere priser gennem årene for deres imponerende udvikling.

University of Deusto i Bilbao, Spanien, set udefra.

Det faglige på Deusto Universitetet

Deusto University er det ældste private universitet i Spanien, som det var også var medvirkende til, at det vækkede min interesse for at studere lige netop her. Universitetet tilhører Jesuitordenen, som er tydeligt at mærke og se, når man bevæger sig rundt på gangene. Religiøse symboler som statuer af fx Jesus og Maria og kors i klasseværelserne er tydelige tegn på skolens kristne historie. Selve undervisningen og dagligdagen er dog ikke påvirket af religiøse hensyn.

Det er tydeligt at mærke på forholdene på universitet, at de har haft fokus på at blive internationalt velanset, og at det er et velhavende universitet.

Universitetet har både fokus på at kombinere lokale rødder og globale udfordringer, og det ses blandt andet på udvalget af deres undervisningskatalog. Der er et bredt udvalg af fag, endda på engelsk, som varierer lige fra programmering til dybdegående undervisning i baskisk kultur.

Jeg er tilknyttet ingeniørfakultetet under datalogi-retningen med fag som "Introduction to computers", "Telematics", "Technical and Scientific Programming" og "Project Management Processes."

Alle fag lægger stor vægt på anvendelsen af relevante programmer som Java og R, hvilket glæder mig, da jeg kan anvende disse nylærte kompetencer i Danmark.

I fagene ”Introduction to computers” og ”Telematics” lærer jeg primært om computerens funktioner. Faget ”Telematics” omhandler telekommunikation, hvor der undervises i fx hvad der sker, når man sender en e­-mail. Selvom det er udfordrende, giver det en god forståelse for computerens indre processer som supplement til faget ”Introduction to computers”.

I ”Technical and Scientific programming” arbejder vi med databehandling af store dataset, som er meget relevant for mig som fremtidig ingeniør, specielt med bachelorprojektet lige om hjørnet.

”Project management processes” giver en rigtig god forståelse for ledelse af projekter, som er vigtigt, når man som oftest er engageret i projektstyring med tydeligt teknisk fokus. I løbet af faget har vi skullet skrive vores egen projektbeskrivelse af et selvvalgt projekt, hvor vi så kunne benytte undervisningen undervejs til at udarbejde og planlægge projektet. Dette har givet rigtig god forståelse for virkeligheden verden i arbejdet med projekter.

Kaya på det lokale fodboldhold

Det sociale på Deusto Universitetet

Udover det positive akademiske udbytte er det tydeligt at mærke, at universitet værdsætter internationale studerende. Der er et dedikeret kontor til Erasmus-studerende og hele to Erasmus-foreninger, som tilbyder forskellige arrangementer. Den ene forening står mest for fester på de lokale klubber, hvor den anden er rigtig god til at iværksætte mere hyggelige arrangementer. Som fritidsbeskæftigelse har jeg fundet et lokalt pigehold at spille fodbold med, men man kan også spille med de andre Erasmus-studerende på skolens faciliteter, som giver rigtig mange nye bekendtskaber.  

Mine kulturelle oplevelser i Bilbao

Som tidligere nævnt er Bilbao en by fyldt med mange kulturelle indtryk. I Baskerlandet lægger de meget vægt på at fastholde traditioner, og der er således næsten hver weekend en ny byfest et sted i byen. Da jeg ankom til Bilbao, var festivalen ”Aste Nagusia” igangværende, hvor de blandt andet fejrer genopretningen af byen efter oversvømmelsen.

Byen er tillige meget velkendt grundet deres fodboldhold Athletic Bilbao, som spiller i La Liga – det øverste niveau på herresiden. Jeg har ad flere omgange været inde på det store stadion, hvor den gode stemning breder sig i byen før og efter kampen. Det er tydeligt at mærke, at de er meget stolte af deres hold, som ovenikøbet udelukkende består af lokale spillere fra Baskerlandet – dette er en nedfældet del af konceptet.

Bilbao er generelt en fantastisk by at tage til, hvis man nyder at være fysisk aktiv. Man kan, udover lokale vandreture i Bilbaos bjergkæde, også besøge de omkringliggende byer, hvor der er en masse smuk natur. Alt fra smukke, surfervenlige strande, vandreture i Picos de Europa og i Gaztelugatza, hvor en del af den populære serie ”Game of Thrones” blev optaget. Jeg har yderligere også rejst både til Frankrig og Portugal, da Bilbao ligger godt placeret i forhold til at rejse til omkringliggende lande og opleve kulturelle sammenhænge og forskelligheder.

Tak

Som det nok er at mærke på mit brev, og selvom jeg har forsøgt at holde det kort, har dette ophold indtil videre været en oplevelse for livet. Bilbao er en skjult perle, og jeg opfordrer kraftigt fremtidige studerende til at tage på udveksling her. Jeg vil gerne rette en stor tak til Learnmark Horsens og til Grethe og Henning Skov Jensen for legatet, der har muliggjort denne oplevelse.

Læs mere om Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat