27. juni 2025

HHX-student Oliver Sands tale til studenterne


Traditionen tro holdt en HHX- og en HTX-student tale til dimissionen. Her kan du læse HHX-student Oliver Martin Sands tale.


til At være samlet her i Forum i dag betyder, at vi er færdige; Klar til at sige farvel til en hverdag, vi har levet i tre år. Det er mærkeligt, for selvom vi har set frem til det her øjeblik, så føles det også lidt uvirkeligt, at det hele nu slutter.

Da jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville sige i dag, blev jeg ved med at vende tilbage til en enkelt frase. En sætning, jeg tror passer godt på den tid, vi står midt i, og den vi er gået igennem:

"Man kan ikke styre vinden, men man kan justere sine segl."

Det er en sætning, der med meget få ord minder os om, at vi ikke selv kan bestemme alt, hvad der sker - men at vi kan beslutte, hvordan vi reagerer på det. Og det er faktisk noget, vi har øvet os på i tre år.

Forandringsvinden har blæst i 3 år. Der har været medvind, men også rigtig meget modvind. Der har været tider, hvor vi nær har følt os blæst omkuld.

Der har været afleveringer, der hobede sig op. Dage hvor man gik i skole otte timer og derefter direkte på arbejde i otte timer. Uger, hvor det føltes som om, man havde flere deadlines end vågne timer. Og ikke mindst: SOP. Det enorme projekt, der tog over vores liv i en periode – og som alligevel endte med bare at være én af de mange episoder, hvor vi har tilpasset os og klaret den.

Men selv midt i alt det har vi fundet en måde at få det til at fungere. Vi har justeret vores kurs og fået det bedste ud af det, selv når vinden var skæv – eller helt stille.

Oliver holder tale

Tænk tilbage på 1. g. Vi kendte næsten ikke hinanden, og vi blev sendt ud på lejrtur med telte, soveposer og alt, hvad det indebærer. Nogle af os sov ikke meget, og vi skulle lære at samarbejde med mennesker, vi knap nok kendte. Det var første gang, vi for alvor mærkede, hvad det betød at stå i noget sammen.

I 2. g begyndte verden at åbne sig mere for os. De fleste af os kom ud at rejse – på studieture til byer og lande, vi aldrig havde set før. Vi fik nye perspektiver. Og selvom der var flyforsinkelser, mærkelige madpakker og nogle skræmmende slumkvarterer rundt omkring, så lærte vi noget vigtigt: At vi kan finde vej i noget fremmed. At vi kan lære af det uventede – og vokse med det.

Sidst kom 3. g – med julefrokost, galla og hele det kaos og fællesskab, som følger med, når man ved, at tiden er ved at rinde ud. Det har været et år med fart på – men også med refleksion. Vi er blevet mere bevidste om, hvem vi er, og hvad vi vil. Også selvom vi ikke har alle svarene endnu.

Og det er faktisk det, der er pointen: Der vil komme dage, hvor vi ikke aner, hvor vi er på vej hen og dage, hvor vi føler at vores liv er på den forkerte vej. Men det, vi har lært, er, at vi kan justere vores kurs. At vi kan finde nye veje. Og at vi absolut ikke står alene i det.

Så uanset hvad vi skal ud at lave nu – så har vi allerede én vigtig ting med i rygsækken: evnen til at tilpasse os og holde balancen, når vinden skifter.

Tusind tak for 3 gode år Årgang 22.