23. juni 2025

TILLYKKE til årets første HTX-studenter!

Hurra for Alexander, Marc og Tobias, som er årets første HTX-studenter.

Deres sidste eksamen var i teknikfaget mekatronik, hvor de selv har designet og fremstillet en automatisk håndvægt, der blandt andet kan måle, om man laver øvelserne korrekt, og hvor mange repetitioner man har lavet.

Mekatronik er et særligt fag på HTX, hvor de i værkstederne afprøver teorien. De lærer at tegne og bygge projekter, hvor de kombinerer det mekaniske med det elektroniske.

De tre nyudklækkede studenter blev både fejret af deres familier, rektor Sune Agger og uddannelsesleder Lisbeth Mølgaard. Traditionen tro overrakte Sune blomster til årets første studenter, og de måtte alle tre samarbejde om at hejse flaget foran skolen.

Stort tillykke til de elever, som allerede er færdige med deres eksaminer. Og held og lykke til de elever, der endnu ikke har fået huen på. Vi ses til dimission i Forum Horsens fredag den 27. juni 2025.
Første Studenter HTX 23 Juni 2025 (5)
Det er en god arbejdsform, fordi vi selv skal finde et problem og løse det, og vi har frie tøjler til at planlægge vores arbejde. Efter sommerferien skal jeg i hæren og herefter planlægger jeg at starte på uddannelsen til mekatronikingeniør. 

Marc, en af årets første HTX-studenter

Første Studenter HTX 23 Juni 2025 (2)
Efter sommerferien tager jeg et sabbatår, hvor jeg arbejder på lager, og herefter vil jeg gerne ud at rejse. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg vil studere – måske bliver det til ingeniør. Det bedste på HTX var vores rejse til USA, fordi vi var mange fra årgangen, der rejste sammen.

Alexander, en af årets første HTX-studenter

Første Studenter HTX 23 Juni 2025 (9)
Vi har i gruppen fordelt opgaverne mellem os, og det har fungeret godt. Teknikfag er en god eksamen at slutte på, fordi vi selv har valgt, hvilket emne vi vil op i. Jeg regner med at tage to sabbatår. Først skal jeg arbejde på plejehjem for at tjene nogle penge, og derefter skal jeg i livgarden. Herefter kunne jeg godt tænke mig at uddanne mig til finmekaniker med speciale i våben. 

Tobias, en af årets første HTX-studenter