28. august 2025

Fra VVS’er til uddannelsesleder på Learnmark Efteruddannelse 

Jens Willumsen er ny uddannelsesleder for bygge- og anlægsområdet på Learnmark Efteruddannelse. I jobbet som uddannelsesleder bringer han både noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget grønt i spil.

Da Jens Willumsen den 1. august 2025 startede i sit nye job som uddannelsesleder for bygge- og anlægsområdet på Learnmark Efteruddannelse, kendte han allerede skolen og medarbejderne godt. Han har nemlig i 12 år undervist på skolens GVS-mesteruddannelse (gas, vand og sanitet) og har hurtigt fundet sig til rette i de gammelkendte omgivelser.

Jens Willumsen
Da jeg i 2023 stoppede som underviser på GVS-mesteruddannelsen, kom jeg til Sikkerhedsstyrelsen som teknisk sagsbehandler, men jeg kan godt lide den her skole, og det føltes helt naturligt for mig at søge stillingen som uddannelsesleder, da den blev slået op.

Jens Willumsen, uddannelsesleder på bygge- og anlægsområdet på Learnmark Efteruddannelse

Jens Willumsen har arbejdet som faglært VVS’er i 15 år, inden han blev underviser på Learnmark Efteruddannelse, og han bringer en solid brancheerfaring med ind i lederrollen, hvor han står i spidsen for 12 medarbejdere og et område med stor betydning for både virksomheder og deres medarbejdere. 

Noget nyt

Det er første gang, Jens Willumsen prøver kræfter med rollen som leder. Det er nye opgaver og udfordringer, som han glæder sig til at løse.

Jens Willumsen
Som underviser har jeg naturligvis arbejdet med klasserumsledelse, men det er noget helt andet at lede medarbejdere – og det skal jeg nu nok også finde ud af. Derudover har jeg ansvaret for at få det hele til at gå op i en højere enhed, så vi inden for bygge- og anlægsområdet udbyder de kurser, som virksomhederne efterspørger, har de undervisere, vi har brug for, og at vi har en sund økonomi.

Jens Willumsen, uddannelsesleder inden for bygge- og anlægsområdet på Learnmark Efteruddannelse

Learnmark Efteruddannelse er kendt for at udvikle og udbyde brancheuddannelser til fx nedriver, fugemontør og kabel- og ledningsarbejder. Den udvikling ønsker Jens Willumsen at fortsætte.

Jens Willumsen
Brancheuddannelserne er typisk for voksne ufaglærte, som skal tage deres første uddannelse. Her får de papir på deres kompetencer, og med mere viden om fx materialer, samarbejde og sikkerhed gør de en stor forskel i virksomhederne. Brancheuddannelserne bliver udviklet i tæt samarbejde med erhvervslivet og de forskellige uddannelsesudvalg, og det er netop gennem det gode samarbejde, vi skaber de bedste og mest relevante kurser.

Jens Willumsen, uddannelsesleder på bygge- og anlægsområdet på Learnmark Efteruddannelse

Noget lånt

Jens Willumsen kommer til at arbejde tæt sammen med afdelingsleder Peter Hjortdal Andersen, som har det overordnede ansvar på Learnmark Efteruddannelse. I takt med at den nye uddannelsesleder får mere og dybere kendskab til hele bygge- og anlægsområdet og en kompleks efteruddannelseslovgivning, får han det fulde ansvar for alle AMU-kurserne og brancheuddannelserne inden for bygge- og anlægsområdet. Det gælder også kloakmesteruddannelsen, som er et område, hvor Peter Hjortdal Andersen i mange år har været en stærk vidensformidler og udvikler.

Jens Willumsen
Det er store sko, jeg træder ned i. Jeg startede som underviser sammen med Peter, siden blev han min leder, og i dag er vi lederkolleger. Han bliver en vigtig mentor i mit nye job, og jeg kommer helt sikkert til at trække på hans viden, netværk og erfaringer – og på alle de øvrige ledelseskolleger på Learnmark Horsens.

Jens Willumsen, uddannelsesleder på bygge- og anlægsområdet på Learnmark Efteruddannelse

Noget grønt

I 2022 afsluttede Jens Willumsen uddannelsen som energimanager, og viden herfra kan han bringe i spil i en tid, hvor der er øget fokus på den grønne omstilling i byggeriet.

Jens Willumsen
Jeg har arbejdet meget med autorisationsuddannelser, der beskæftiger sig med klimaforandringer og bæredygtighed, og jeg glæder mig til, at vi på Learnmark Efteruddannelse kan sætte endnu mere tryk på disse kedler.

Jens Willumsen, uddannelsesleder på bygge- og anlægsområdet på Learnmark Efteruddannelse

Med en blanding af det velkendte, det nye, det lånte og det grønne er Jens Willumsen dermed klar til de mange arbejdsopgaver, der venter ham, og hans mål er helt klart.

Jens Willumsen
Learnmark Efteruddannelse har en tradition for at være stærk inden for bygge- og anlægsområdet. Den linje vil jeg fortsætte. Det gør vi sammen ved at udbyde relevante kurser på højt fagligt niveau og hele tiden justere i maskinrummet og udvikle nye tiltag til gavn for det lokale, regionale og nationale erhvervsliv.

Jens Willumsen, uddannelsesleder på bygge- og anlægsområdet på Learnmark Efteruddannelse