11. marts 2026

Horsens’ største vælgermøde med 2.000 elever

Hvor skal brændstoffet til kernekraft komme fra? Hvordan drømmer I om, at landbruget ser ud om 4 år? Handler det ikke bare om bedre integration? Vil I sænke AM-bidraget? Det vil betyde en fødevarecheck for mig hver måned. Hvad vil I gøre for få et frit Palæstina? Skal pensionsalderen stige i takt med, at befolkningen bliver ældre?

Eleverne havde masser af spørgsmål til politikerne, da Learnmark Horsens og Horsens HF & VUC afholdt Horsens’ største vælgermøde forud for folketingsvalget – faktisk havde eleverne mange flere spørgsmål, end der var tid til at få svar på.

De omkring 2.000 elever fyldte Forum Horsens godt op, og de var klar til både at udfordre politikerne på deres holdninger og til at blive klogere på, hvor de skal sætte deres kryds den 24. marts.

Det var en speedspørgende og -talende Clement Kjærsgaard, der styrede valgdebatten mellem de lige så tale-ivrige politikere – og med Alternativets Torsten Gejls ord var det at stå på scenen som at være til en rockkoncert og se ud over tusindvis af publikummer.

Direktør Niels Yde tog i sin velkomsttale afsæt i vigtigheden af at deltage aktivt i demokratiet.

Valgdebat 2026 Bec (4)
Vi holder denne debat, fordi skolen ikke kun handler om fag, opgaver og eksamener. Den handler også om demokratisk dannelse. Demokrati fungerer nemlig kun, hvis vi engagerer os. Hvis vi følger med. Hvis vi stiller spørgsmål. Og hvis vi tager stilling.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens

Valgdebat 2026 Bec (4)
Det er vigtigt, at vi alle sammen engagerer os i demokratiet. Derfor er det også vigtigt, at I får mulighed for at møde politikere, høre deres argumenter – og måske også udfordre dem lidt. Og det bliver der rig mulighed for i dag, for det er elevrådene, der har været med til at formulere spørgsmålene til politikerne.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens

Tak til alle politikerne for en både livlig og lærerig valgdebat!

 

·        Socialdemokratiet: Camilla Fabricius

·        Radikale Venstre: Martin Lidegaard

·        Konservative: Mona Juul

·        Liberal Alliance: Alex Vanopslagh

·        Moderaterne: Caroline Stage

·        Danmarksdemokraterne: Hans Kristian Skibby

·        Socialistisk Folkeparti: Sofie Lippert

·        Dansk Folkeparti: Nick Zimmermann

·        Enhedslisten: Trine Pertou Mach

·        Venstre: Karina Aamann

·        Alternativet: Torsten Gejl