Oplevelser med opdragelse i omklædningsrum

Skrevet af Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX & HTX.

Udgivet i Horsens Folkeblad den 6. september 2025.

Jeg er begyndt at dyrke en hel del mere motion end tidligere. Det har jeg gjort for at undgå det min kollega med skælmsk smil kalder ”tyk mave og tynde arme”. Det har bragt mig ind i flere af Horsens’ omklædningsrum, og det har været lærerigt.

Den sidste historie fra et omklædningsrum er decideret sød. Og den viser, at børn også kan være kloge og have overskud. Men den får du kun, hvis du læser til ende. For sådan startede det ikke.

Forleden befandt jeg mig i herreomklædningen i det lokale fitnesscenter.

DA JEG KOMMER IND I LOKALET er der i forvejen to modne herrer.

Og to drenge på en 13-14 år. Her stinker af den deodorant, som den ene dreng umådeholdent sprayer under armene. Ud i rummet. På sokker, tøj og telefon. Over kammeraten og den ene modne mand, som prøver på at kigge den anden vej.

Da jeg kommer ind, sprayer de videre.

Jeg er vant til at snakke med unge, så jeg siger til dem: ”I behøver virkelig ikke spraye mere med deodoranten. Den er over det hele i rummet”. Det virker. De holder i hvert fald op.

Jeg prøver at genoprette den gode stemning ved at sige: ”Det er ikke for at være skrap, at jeg siger det.” Og falder lige lukt i den fælde, at jeg prøver at retfærdiggøre mig selv. Som om det var mig, der skulle undskylde, at jeg greb ind over for to drenge, som ikke opfører sig ordentligt over for andre.

Bevares. Det er helt normalt, at unge i den alder prøver grænser af. Sådan har det altid været.

DET, DER ER PÅFALDENDE, er, at ingen siger noget. At vi voksne bare bøjer af.

Jeg er ikke den eneste, der har bemærket, at der er sket noget.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye er for nyligt kommet i vælten med en ny ”diagnose”; det han kalder PDO - "Pisse Dårligt Opdragede".

Ministeren vil give lærerne i Folkeskolen nye redskaber til at gribe ind over for børn, der ikke kan opføre sig ordentlig, også med fysisk magt.

Som rektor kan jeg sige, at det er ikke der, vi er på ungdomsuddannelserne. Og jeg har svært ved at se situationer, hvor fysisk magt skulle gøre en dårlig situation bare en smule bedre.

Men pointen er nok nærmere, at der er sket et skred i forhold til voksnes autoritet, som vi i den voksne generation selv er skyld i.

HVIS JEG SKAL VÆRE HÅRD ved min egen generation, så har vi været mange, som har været dårlige til at sætte rammer og være tydelige. Vi har været bløde i den fysiske verden, især i forhold til vores børn. Og så har vi været hårde på nettet, hvor man nemt kan både gemme sig og få afløb for sine aggressioner bag lyset fra en skærm. Og i øvrigt ladet vores børn været fuldstændig alene og ubeskyttede online.

Det er påfaldende, at Trivselskommissionen, som fremlagde deres anbefalinger til forældre tidligere i år, ligefrem skriver: ”Stil alderssvarende og kærlige krav til dit barn, og vær tydelig om rammer og værdier”.

Det er mange år siden, det offentlige Danmark har været ude med en sådan opfordring om at stramme op.

Skal vi så til at være hårde og autoritære?

Nej, vi skal netop – som Trivselskommissionen skriver – stille kærlige krav. Krammer og rammer, populært sagt.

MEN HVAD NU hvis man bliver underkendt af de unge? Det tror jeg, mange voksne er bange for.

Hvis jeg må komme med mit eget lille bidrag til at irettesætte andre folks børn (!): Hvis du ikke er sikker på situationen, kan du altid stille spørgsmål: ”Er sprayen på deodoranten gået i stykker?”. Eller brug venlig humor: ”I skal da være sikre på, at vi alle sammen kommer til at lugte godt!”.

Der er mange måder, man kan intervenere på, uden det handler om at stå og råbe. For vi skal gerne derhen, at vi som voksne både reagerer og gør det ordentligt.

Og nogle gange er det de unge og børnene, der har fat i den lange ende. Nogle gange møder man børn, hvor man kan høre, at de har bare gode forældre, som har lært dem at sige noget fornuftigt.

Som da jeg mødte en ung familiefar i omklædningen til svømmehallen i Forum Horsens med hans datter og lille søn. Faren var måske lidt hektisk, for der var gang i drengen. Så datteren sagde til ham, klart og langsomt med pædagogisk stemme:

”Far, hvis du er lidt stresset, ikke? Så kan du bare spørge mig … Jeg ved nemlig godt, hvordan man slapper af.”