18. december 2025
Frederik og Benjamin kvalificerer sig til DM i Skills 2026
Seks tagdækkerlærlinge stillede op til regionsmesterskabet. To vandt, og de er nu klar til DM i Skills 2026.
To tagdækkerlærlinge fra henholdsvis Vejle og Haderup har fået en tidlig julegave. De har til det netop afviklede regionsmesterskab kvalificeret sig til DM i Skills 2026. Vinderne er:
Benjamin Glass Sørensen
21 år
Bosat i Haderup
I lære hos KH Tagdækning, Feldborg
Udlært september 2026
Frederik Dyrborg Hansen
20 år
Bosat i Vejle
I lære hos Hetag Nord, Århus
Udlært marts 2026
Til regionsmesterskabet konkurrerede de mod fire andre tagdækkerlærlinge, som alle leverede tagdækkerarbejde på højt fagligt niveau. De skulle lave tagdækning med listedækning og Velux-vindue, som er en af de to konkurrenceopgaver til DM i Skills.
DM i Skills afholdes i Hjørring den 22.-25. april 2026.
Stolte og målrettede
Umiddelbart efter offentliggørelsen af regionsmesterskabets vindere skulle de to tagdækkerlærlinge lige vænne sig til tanken om, at de til foråret bliver en del af danmarksmesterskaberne for landets bedste lærlinge med forventeligt omkring 60.000 besøgende.
De er begge stolte af deres præstation og ved allerede nu, hvad de skal øve sig i frem mod DM i Skills.
Det bliver fedt at deltage i DM i Skills! Jeg glæder mig til at prøve mig selv af i en konkurrence, og jeg skal den næste tid særligt træne listedækning, at jeg ikke har så meget spild og blik-tagfod/vindskede.
Frederik Dyrborg Hansen, tagdækkerlærling og DM i Skills-deltager
Jeg er i lære i et lille firma, og jeg synes, det er ret fedt, at de små firmaer også kan være repræsenteret i konkurrencen. Jeg glæder mig til at deltage i DM i Skills, og jeg tror ikke, at alle de mennesker, der kommer og kigger på, kommer til at genere mig – jeg lukker mig bare inde i min egen verden. Inden DM i Skills skal jeg især træne listedækning.
Benjamin Glass Sørensen, tagdækkerlærling og DM i Skills-deltager
Tagdækkerlærlinge, der tager deres skoleforløb på Learnmark Tech, har siden 2012 vundet ni gange til DM i Skills.