1. april 2017

Studenterhuer og svende- og fagprøvebeviser bliver fremover Learnmark-gule

Dette års studenter får studenterhue i nyt design – Learnmark-gult bånd. Allerede fra efteråret bliver svende- og fagprøvebeviserne med Learnmark-gult omslag. 

Learnmark Horsens er lig med farverne gul og sort. De farver bør ifølge direktør Niels Yde også gå igen i studenternes huer og på svende- og fagprøvebeviserne. 

”Jeg har, siden jeg blev ansat som direktør den 1. november 2015, haft en ambition om at sætte et Learnmark-præg på de symboler, som vores elever drager ud i verden med. Det er en drøm, som efter mange møder og forhandlinger nu endelig er gået i opfyldelse, og jeg glæder mig til at se de første studenterhuer og svende- og fagprøvebeviser med den rigtige Learnmark-gule farve,” siger Niels Yde. 

Studenterhuer med gult bånd - og rabat 

Learnmark Horsens har indgået en aftale med den legendariske studenterhueleverandør C.L. Seifert, så gymnasieelever, der fremover bestiller studenterhuer, kan få Learnmark-gult bånd.

”Seifert ville kun indgå forhandlinger om en særlig farve bånd, hvis vi holdt det hemmeligt. Jeg har derfor ikke kunnet melde noget ud, før hele aftalen var på plads. Det er den nu, og det er en stor lettelse endelig at kunne fortælle den gode nyhed. Der er ingen tvivl om, at dette års studenter bliver både glade og stolte over at kunne få studenterhuen med et gult bånd. Hvert år er der en række studenter, der sammen med studenterhuen køber forskellige matchende trøjer til. Her har vi aftalt med Seifert, at de holder trøjerne tilbage. Vi er nemlig lykkedes med at få et parti gule polo-shirts, som var i overskud i Netto. På polo-shirtene har vi fået trykt ”Årets Learnmark-student 2017” på både bryst og ryg. De vil komme til at pryde bybilledet i forsommeren, når studenterne fejrer eksamen,” siger direktøren. 

C.L. Seifert ser et stort potentiale i frem over at tilpasse studenterhuerne til forskellige gymnasiers visuelle udtryk. Derfor får de første 300 Learnmark-studenter 25 procent rabat på huekøb, når de vælger en studenterhue med Learnmark-gult bånd. Direktøren er derudover i dialog med C.L Seifert, om de kan producere en kokarde med samme form og farve som den gule cirkel i skolens logo.

Se film om de nye studenterhuer

Gule studenterhuer



Faglige organisatoiner er (næsten) med på idéen

For Niels Yde har det også været vigtigt, at eleverne på Learnmark Tech og Learnmark Business får en afsluttende Learnmark-hilsen. Derfor er han nu i dialog med de forskellige faglige organisationer, så de nyudlærte kan få deres svende- og fagprøvebevis med gult omslag.

 ”Der er mange stolte traditioner inden for særligt de tekniske erhvervsuddannelser, og det kræver yderligere dialog, inden vi er helt i mål med alle brancher. Foreløbig kan jeg sige, at murerne, struktørerne og smedene får gule svendeprøvebeviser fra efteråret 2017, og vi er lige ved at lukke en aftale for administrationseleverne, som dimitterer fra Learnmark Business. Der er dog enkelte fagforeninger, der er bekymrede for, at den gule farve giver associationer til de gule fagforeninger. Men dem har jeg nu forsikret om, at den gule Learnmark-farve er så stærkt indarbejdet, at det er det, Learnmark-svendene og mestrene tænker på, når de ser omslaget,” understreger direktøren. 


Se film om de nye studenterhuer

Gule studenterhuer


Flere gule markeringer på vej

Direktøren vil i samarbejde med Step 10 og Learnmark Efteruddannelse udvikle Learnmark-gule markeringer til de elever, der afslutter 10. klasse på Learnmark Horsens og de kursister, der tager et eller flere kurser på skolen. 


”Den særlige gule farve er skolens brand, og den skal vi bruge ved enhver lejlighed, så ingen er i tvivl om, hvor de kommer fra,” slutter Niels Yde. 


Se film om de Learnmark-gule markeringer 

Gule studenterhuer