23. juni 2023

EUX-student til kammeraterne: Nyd rejsen med bump, huller og smuthuller

Bag talerstolen står den 17-årige EUX-student. For få dage siden satte hans morfar den hvide studenterhue med det grå og røde EUX-bånd på hans hoved. I dag kigger EUX-studenten stolt på sine kammerater og de omkring 500 mennesker, der deltager i dimissionen på Learnmark Business EUD & EUX.

Han hedder Marcus Follmann Kristensen, han er elevrådsformand og er ved at slutte sin tale til studenterne. Han tager udgangspunktet i H.C. Andersens berømte citat ”At rejse er at leve”.

Dimission Learnmark Business 230623 (9)
Det er et af mine yndlingscitater. Fuld af betydning. Fuld af værdi. Nogle af jer tager nu et sabbatår for at komme ud og opleve verden, mens andre af os starter vores egen rejse ud i voksenlivet i en læreplads. Et sidste godt råd fra mig til jer er: Nyd rejsen med bump, huller og smuthuller. Fyld rygsækken, men stop indimellem op og ryst den lidt. Lad ting falde ud og andre ting falde på plads, og hav så en fantastisk rejse!

Marcus Follmann Kristensen, EUX-student

Herefter klapper hele salen af talen, som også har handlet om elevrådets initiativer, hans egen kamp for at bestå køreprøven og en tak til lærerne, som har været med til at gøre grå dage til gode dage.

Det handler om eleverne

Efter en veloverstået dimissionstale fortalte Marcus Follmann Kristensen:

Dimission Learnmark Business 230623 (9)
Det er en kæmpe ære at få lov til at holde elevtalen. Jeg er stolt af det, og jeg synes, det siger noget om, at det på Learnmark Business handler om eleverne.

Marcus Follmann Kristensen, EUX-student

Efter sommerferien fortsætter Marcus Follmann Kristensen i lære hos Føtex Bankagervej i Horsens.

Legater og fagprøvepris

Til dimissionen fejrede familie, venner og medarbejdere 30 EUD-dimittender, 40 EUX-studenter og 23 kontorelever, der har bestået deres fagprøve inden for administration og offentlig administration i indeværende skoleår. Derudover blev de afgangselever, der har fået læreplads blev hyldet.

Traditionen tro uddelte skolen også legater til dimittender og EUX-studenter, der både fagligt og socialt har gjort en ekstraordinær indsats. I år blev legaterne givet til:

Fanebærerpris fra HK Sydjylland på 4.000 kr.

Marcus Follmann Kristensen, EUX-student.

Legatet blev overrakt af Jan Olesen, organiserende konsulent hos HK Sydjylland.

Løvbjerg Fondens legat på 3.000 kr.

Mathilde Jørgensen, EUD-dimittend.


Legatet blev overrakt af Christian Hove, købmand, Løvbjerg Horsens.

I forbindelse med dimissionen blev årets fagprøvepris til en nyuddannet kontorassistent også uddelt. Fagprøveprisen gives for en særlig god fagprøve. I år fik Caroline Ravn Poulsen, som er udlært hos efterskolen BGI akademiet, fagprøveprisen for en gennemarbejdet og fagligt velfunderet fagprøve. Her havde hun arbejdet med effektivisering af betalingsprocedurer, og hendes konkrete løsningsforslag kommer nu efterskolen til gavn.