26. februar 2024
HTX-elev Magnus er finalist i Dansk Datalogi-Dyst
Magnus er blandt Danmarks bedste gymnasieelever til at løse komplicerede datalogi- og programmeringsopgaver.
Den 23. marts deltager han i finaledysten til Dansk Datalogi-Dyst.
Han har klaret sig rigtig godt i de indledende runder, som er blevet afholdt online. I den 2. runde var han blandt de 20 bedste, og det udløste både en billet til at deltage i to vindercamps og selve finalen.
På den første vindercamp lærte Magnus om fx dynamisk programmering, segmenteringstræer og graf-teori med fokus på strongly connected components.
Til finaledysten skal deltagerne løse fem opgaver på fem timer. Opgaverne handler blandt andet om at finde en algoritme, der kan behandle store mængder data på en effektiv måde og på kort tid, som typisk kan være under 1 sekund.
Det gælder om at finde en masse smutveje, så man undgår unødige beregninger. For at være god til at løse opgaverne kræver det viden om algoritmer, og at man kan tænke kreativt. Det fedeste er, når hele puslespillet falder på plads, og alle testene er grønne.
Man behøver ikke at være god til at programmere for at deltage i Dansk Datalogi-Dyst, man skal kunne tænke kreativt, hurtigt og logisk.
Dansk Datalogi-Dyst er en af syv science-olympiader for gymnasieelever. Elever fra Learnmark Gymnasium HTX har blandt andet deltaget i olympiaderne inden for datalogi, fysik og matematik.
Vi holder sommerferielukket
i uge 29 og 30
I uge 29 og 30 er skolen helt lukket, og du kan derfor ikke træffe os på skolens hovednummer T: 8816 3600.
Mail sendt til info@learnmark.dk besvares hurtigst muligt efter uge 30.
Se info om, hvordan du kommer i kontakt med vores uddannelser i løbet af sommeren under hver uddannelse her på hjemmesiden.
God sommer!