19. maj 2025

Fire legatmodtagere med høje forventninger

For 12. gang har Learnmark Gymnasium HHX & HTX uddelt Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat. Årets modtagere har hver fået 35.000 kr. i tilskud til deres studieophold på et universitet i udlandet. Her kan du læse om legatmodtagernes forventninger til deres studie- og forskningsophold i udlandet.

Legatuddeling Learnmark Gymnasium HHX & HTX Maj2025 (44)

Sarah Maria Dahl

HTX-student 2019
Studerer nanoscience på Aarhus Universitet
Studieophold: Forskningsudveksling til Queensland University of Technology i Brisbane, Australien

---

Studieopholdet i Australien er en del af mit speciale i biomedicinsk nanoteknologi. Jeg skal være en del af en forskningsgruppe, der arbejder med syntetisk biologi, hvor vi skal lave syntetiske celler, der kan være med til at helbrede folk med en leversygdom.
Instituttet i Århus, som jeg er tilknyttet, er et meget lille institut. Derfor er det nødvendigt for mig at rejse ud i verden, og når nu specialisterne er i Brisbane, så er det oplagt at rejse dertil for at lære noget, som vi i min forskningsgruppe ikke har så stor viden om. Når jeg kommer hjem fra Australien, har jeg helt sikkert også fået nogle gode samarbejdspartnere, som jeg i fremtiden kan udveksle erfaringer med.
At komme til Australien er en barndomsdrøm, der nu går i opfyldelse, og jeg glæder mig til at få en kæmpe kulturel oplevelse. Jeg ser frem til at blive en del af en anden kultur og til at opleve naturen og dyrene. Den største udfordring bliver nok at træde ind i en helt anden arbejdskultur og at navigere helt på egen hånd.
Da jeg gik på HTX, var jeg på 3 ugers collegeophold i Tacoma i USA, og med ATU på studierejse til London. De to rejser har helt sikkert givet mig lyst til at rejse ud med mit fag – ud at opleve noget mere.
Det er en gave, at jeg kan rejse ud i verden og samtidig dyrke min passion, og så betyder det meget for mig, at jeg har fået et legat fra netop Learnmark Gymnasium, som er mit afsæt for at læse det, jeg gør i dag.
Når jeg i 2026 er færdiguddannet, vil jeg gerne forsætte med en ph.d.
Legatuddeling Learnmark Gymnasium HHX & HTX Maj2025 (12)

Emilia Poulsen

HHX-student 2018
Studerer cand.merc.jur. ved Aarhus Universitet
Studieophold: Corvinus University i Budapest, Ungarn

---

Jeg skal læse mit 3. semester på min kandidat i Budapest, og det glæder jeg mig meget til. Det bliver spændende at lære en helt ny by at kende, at skabe en hverdag på universitetet og ikke mindst at bo i et land, hvor alle taler et sprog, jeg ikke kender.
Jeg glæder mig meget til at komme ud og møde nogle helt andre og nye mennesker, som kan komme med et lidt andet input, da de kommer fra andre lande og med nogle andre baggrunde.
Jeg mangler det internationale aspekt i nogle af de valgfag, jeg kan få på Aarhus Universitet. På universitetet i Budapest kan jeg få fag som fx International Business Law, og det er også en af årsagerne til, at jeg tager et semester på et udenlandsk universitet.
Den største udfordring bliver nok, at jeg helt er uden for min comfort zone – både på universitetet, når jeg er hjemme, når jeg skal handle og med offentlig transport. Alt er nyt, og det glæder jeg mig også til – det er en del af det at rejse ud.
På HHX var mine yndlingsfag international økonomi og erhvervsret, og de fag har helt sikkert været startskuddet til min uddannelse, cand.merc.jur.

 

Legatuddeling Learnmark Gymnasium HHX & HTX Maj2025 (20)

Ida Rud Elbæk Krogh

HHX-student 2018

Studerer Strategic Design (MA) på SRH Universitet i Berlin, Tyskland

Studieophold: SRH Universitet i Berlin, Tyskland

 ---

Jeg læser hele min kandidat i Berlin, og det er superspændende og lærerigt. Jeg var så heldig at blive optaget både på en kandidatgrad på Det Kongelige Akademi i København og på universitetet i Berlin, og min kolleger på den tegnestue, hvor jeg arbejdede, anbefalede mig at rejse til udlandet for at få nye perspektiver. Og det er jeg glad for! Det giver selvtillid at studere i udlandet og mange gode oplevelser at studere sammen med unge fra hele verden fra mange forskellige professioner. Hvis man tror, at alle tænker som en selv, så finder man ret hurtigt ud af, at det gør de ikke, men de menneskelige grundværdier er de samme, uanset hvor man kommer fra.

Det bedste ved at studere i udlandet har helt sikkert været at tage springet, at tage af sted og finde ud af, at det kan jeg godt. Når man starter på et universitet i udlandet, får man hurtigt nye venner, for alle er i samme båd. Det er skønt og forfriskende at få venner, der har en helt anden baggrund end mig selv.

Jeg vil anbefale alle at tage af sted, man lærer så meget, og man finder ud af, at folk vil dig det bedste, og verden bliver på en gang både mindre og vigtigere.

Jeg håber, at jeg om 10 år arbejder med innovation, bæredygtighed og design – en kombination af min uddannelse som arkitekt og mit studie i Strategic Design. Jeg vil gerne skabe meningsfulde design, hvor jeg fx gentænker produkter, som vi som mennesker reelt har et behov for. Det skal ikke udelukkende være design, der kun har øje for æstetik og salg. I fremtiden bør vi prioritere design, der har en funktion, cirkularitet og kvalitet som det centrale succeskriterie - både for os selv og vores omverden.
Legatuddeling Learnmark Gymnasium HHX & HTX Maj2025 (33)

Caroline Outzen Brønd

HTX-student 2020

Studerer cand.polyt. i bioteknologi på Aalborg Universitet

Studieophold: École Polytechnique Fédérale de Lausanne i Lausanne, Schweiz

---
Når jeg flytter til Lausanne, skal jeg tage første del af mit speciale. Jeg vil gerne bo på et kollegie, så jeg nemt kan lære nye mennesker at kende. Jeg glæder mig til en masse oplevelser, til at lære noget og til at være i et meget fagligt miljø.
På universitetet skal jeg være en del af et forskningsprojekt, hvor jeg er tilknyttet en professor, der er ekspert i bicykliske peptider. Det er små molekyler i medicin, som kan advare immunsystemet.
At rejse til udlandet for at studere giver mig mulighed for at prøve noget nyt, at turde noget mere og at få nye perspektiver på verden omkring mig. Jeg tror, det vil ændre mine tankevaner – både privat og forskningsmæssigt. Her får jeg måske nye idéer til at løse faglige problemer, når jeg kommer tilbage til Danmark.
En gang i fremtiden kunne jeg godt tænke mig at arbejde i udlandet. Et drømmescenarie er at kunne være med til at udvikle ny medicin, der kan gavne andre – jeg vil gerne have et job, hvor det jeg laver, kan være med til at hjælpe andre.
At være student fra HTX har hjulpet mig meget i mit studie. På HTX lærte jeg at arbejde projektbaseret, som vi også gør her på Aalborg Universitet, når jeg forsker, og som man gør på mange arbejdspladser. Mine lærere brændte for deres fag og gav interessen for naturvidenskab videre til mig.