24. juni 2026
Direktørens tale til 176 dimittender på Learnmark 10
Fællesskab er ikke noget, man får. Det er noget, man er med til at skabe
Fællesskab, at være ung og usikker, begyndelser og afslutninger var temaerne i talerne til dimissionen for 176 dimittender på Learnmark 10. Efter et år i 10. klasse er de alle både fagligt, personligt og socialt godt rustet til at starte på et nyt uddannelseskapitel.
På årets hidtil varmeste dag samledes mere end 500 gæster på Learnmark Horsens for at hylde de 176 unge, der netop har afsluttet deres 10. skoleår på Learnmark 10. Og de blev hyldet med håndtryk, klapsalver og taler med rosende ord og velmente råd fra deres lærere og ledere på skolen.
Duoen Isabella og Adam sang og spillede for gæsterne om de smukke unge mennesker, om at sætte spor og om at flyve ud i verden – temaer som også gik igen fra talerstolen.
Tvivl kan været ret klogt
Direktør Niels Yde indledte sin dimissionstale med at understrege, at det ikke er et nederlag at være i tvivl.
Eleverne i på Learnmark 10 har været med til at skabe det skoleår, der netop er afsluttet. De har været med i undervisningen. De har været i brobygning. De har prøvet sig selv af i forskellige sammenhænge, og de har skullet træffe valg, som føltes lidt mere alvorlige end i 9. klasse.
I har fundet ud af noget vigtigt: Det er ikke et nederlag at være i tvivl. Tværtimod. Tvivl kan være ret klogt, hvis man bruger den rigtigt. En af Learnmark 10’s opgaver er at bringe jer i tvivl om fx jeres uddannelsesvalg, så I undersøger mulighederne i stedet for at vælge det samme som vennerne eller det nemmeste og nærmeste. I jeres 10. skoleår har I haft den tid, fået det mod og den faglighed, der gør, at I har fået et stærkere grundlag til at vælge ungdomsuddannelse ud fra.
Niels Yde, direktør
Tvivlen om uddannelsesvalg og modet til at vælge noget andet, end det man oprindeligt troede, afspejler sig i de nu dimitterede 10. klasseelevers valg af ungdomsuddannelse. Omkring halvdelen af eleverne har valgt en anden ungdomsuddannelse, end den de troede, de skulle fortsætte på, da de startede på Learnmark 10, og det er ifølge direktøren et klart succeskriterie.
AI kan ikke være en god klassekammerat
Learnmark 10 handler ikke kun om fag og uddannelsesvalg. Det handler også om at blive en del af et fællesskab – og at være en god kammerat i fællesskabet.
AI kan hjælper jer, men den kan ikke være jer. Den kan ikke mærke, hvad der er rigtigt i en svær situation. Den kan ikke være en god klassekammerat, og det er vigtigt at man kan mere end at have en holdning. Man skal også kunne lytte, se tingene fra et andet perspektiv og være uenige ude at gøre hinanden mindre. Og man skal kunne få øje på dem, der står lidt udenfor. For fællesskab er ikke bare noget man får. Det er noget, man er med til at skabe.
Niels Yde, direktør
I er ikke alene
Uddannelsesleder Malene Marie Wilbur takkede de nu forhenværende 10. klasseelever for et godt år og sendte dem ud i verden med håb og troen på, at de også kan klare alt det nye, der venter dem efter sommerferien.
Kender I det, at I virkelig gerne vil vise jeres bedste? Kender I det, at I bliver nervøse og at sommerfuglene fylder i maven? Jeg kender det, også lige nu. Når man står der foran alle, og blikkene er rettet imod en. Tro mig, I er ikke alene. I har vist jeres bedste, og I kommer til det igen – sommerfugle, sved, røde kinder og nervøsitet til trods, så lykkes I også det næste sted, I kommer hen.
Malene Marie Wilbur, uddannelsesleder