8. september 2026

Elever og lærlinge samler brugt værktøj ind, som får nyt liv i Lesotho 

Elever og lærlinge fra Learnmark Tech i Horsens samler den 11. september 2026 værktøj og udstyr ind til et nyt værksted og en erhvervsskole i Lesotho – og inviterer virksomheder i lokalområdet til at bidrage. Næste år er lærlinge fra Learnmark Tech med til at opbygge nyt værksted med det indsamlede værktøj i det sydafrikanske land.

 Alt fra en brugt håndskruetrækker til en aflagt benzinsvejser kan bidrage til undervisning på erhvervsuddannelser i det sydafrikanske land Lesotho.  Derfor samler elever og lærlinge fra Learnmark Tech den 11. september 2026 brugt værktøj ind hos lokale virksomheder i Horsens. Dette værktøj tager fire lærlinge, 2 tømrere, 1 murer og 1 smed, med, når de i februar 2027 tager på udviklingsophold i Lesotho. Her skal de sammen med lokale unge opbygge og indrette et værksted i landsbyen Tebellong og bidrage til undervisningen på Leloaleng Technical and Vocational Institute. Indsamlingen sker i samarbejde med Denmark Lesotho Network.

Værktøj bliver til muligheder

Det værktøj, der ikke længere kan bruges på et dansk værksted, kan blive en konkret ressource for unge i Lesotho, hvor adgang til udstyr kan være afgørende for uddannelse, oplæring og jobmuligheder.

Kim Clausen, afdelingschef på Learnmark Tech, glæder sig over, at projektet både skaber værdi lokalt i Lesotho og giver Learnmark Techs elever et særligt indblik i deres fags betydning i verden.

”Det er et projekt, der kan noget helt særligt. Vores elever får mulighed for at bruge deres faglighed i en virkelighed, der er meget anderledes end den, de kender hjemmefra, og samtidig er de med til at skabe bedre muligheder for unge i Lesotho,” fastslår Kim Clausen.

Faglighed på tværs af landegrænser

Udviklingsopholdet giver eleverne og lærlingene erfaring med samarbejde på tværs af kulturer og med at omsætte FN’s verdensmål til konkret handling. Samtidig kan værkstedet i Tebellong og erhvervsskolen i Leloaleng blive ramme om læring og udvikling for lokale unge.

”Når vi giver brugt, men brugbart værktøj nyt liv, handler det ikke kun om genbrug. Det handler om at dele viden, skabe fællesskaber og give unge mennesker bedre muligheder for at forme deres egen fremtid,” siger Kim Clausen.

Donationer modtages frem til 1. oktober 2026

Elever og lærlinge fra Learnmark Tech kontakter fredag den 11. september 2026 lokale virksomheder, og de kan tage det donerede værktøj med med det samme. Virksomheder kan også aflevere værktøj og udstyr på Learnmark Tech, og ved større eller tunge donationer kan skolen hente dem hos virksomheden. Alle virksomheder og leverandører, der bidrager, nævnes som bidragsydere i projektet og på Learnmark Horsens’ hjemmeside og sociale medier.

Projektet er finansieret af Globuspuljen under Udenrigsministeriet, der støtter initiativer og engagerer unge i Danmark i FN’s verdensmål og internationalt samarbejde, og gennemføres i samarbejde med Denmark Lesotho Network.

Skoleelever i Lesotho sammen med repræsentanter fra Learnmark Horsens

Ønsker til værktøj

  • Amperemeter
  • Arbejdsbor
  • Bænkskruestik
  • Bærbar båndsliber
  • Benzin græstrimmer
  • Benzin kædesav
  • Benzin svejser
  • Boremaskine
  • Bukkemaskine
  • Computer
  • Computerbord
  • Digital projector
  • Dunkraft
  • Dykpumpe
  • Elhøvl
  • Fliseskærer
  • Hammer
  • Hammer/lægte/bænk
  • Håndrunudsav
  • Håndfiler
  • Håndhøvl
  • Håndoverfræser
  • Håndsav/fuksvans
  • Håndskruetrækker
  • Høgenæb
  • Industrivaskemaskine
  • Kontorstole
  • Kugleskærer
  • Lamelfræser
  • Lille køleskab
  • Læderhandsker
  • Målebånd
  • Microbølgeovn
  • Micrometermåler
  • Mikrometerskruemåler
  • MiG svejser
  • Pladehammer
  • Pladevibrator
  • River
  • Skruestik
  • Skruetvinger
  • Skydelære
  • Slagboremaskine
  • Smart TV
  • Spader/skovle
  • Sprøjtebox
  • Stillads
  • Stiksav
  • Svejsehandsker
  • Svejsemaskine
  • Tavler (white boards)
  • Tavler til undervisning
  • Tegnebrætter
  • Trillebøre
  • Trådhegn
  • Vinkelsav
  • Vinkelsliber
  • Voltmeter
  • Værkstedstøj
  • Værktøjskasse
  • Åndedrætsmaske