10. november 2022

Learnmark Horsens får igen CSR-mærke for at tage socialt ansvar 


Mærket CSRpeople er en lokal anerkendelse af, at virksomheder går forrest og udviser et særligt socialt ansvar over for fx ledige og sygemeldte. Learnmark Horsens har modtaget mærket for andet år i træk.

 

”Det sværeste for mig var at acceptere, at jeg ikke kunne det, som jeg havde kunnet før, men jeg vendte det til noget positivt. Se bort fra det, du tidligere har arbejdet med. Mærk efter, hvad du nu har lyst til at lave, og gå efter det – det har givet mig så meget værdi i hverdagen.”

 

Sådan fortæller 60-årige Githa Flensborg, der i fire år har været ansat i fleksjob på Learnmark Horsens.

Hun er en af de i alt 23 medarbejdere, der er ansat i fleksjob eller job med løntilskud på Learnmark Horsens. Som en anerkendelse af, at skolen udviser et særligt socialt ansvar for blandt andet at fastholde unge og voksne på arbejdsmarkedet, modtog direktør Niels Yde igen i år mærket CSRpeople på skolens vegne.

 

”Jeg er stolt over, at vi som skole også i år modtager CSRpeople-mærket, men allerhelst vil jeg give det videre til de 23 medarbejdere. De fortjener et kæmpe skulderklap for at være tilbage på arbejdsmarkedet, hvor de hver uge gør en stor forskel for både vores elever, kursister og deres kolleger,” understreger Niels Yde.

 

Han ser det som en naturlighed at Learnmark Horsens har mange forskellige typer medarbejdere ansat, fordi skolen også har mange forskellige typer elever.

 

”Det kalder på, at vi også skal have mange forskellige typer medarbejdere, og der ligger en stor værdi i, at vi netop er forskellige. Når det er sagt, så vil jeg blot understrege, hvis Githa ikke var fleksjobber og havde brug for et job 16 timer om ugen, så havde hun også det job, hun har i dag – hun er god til sit arbejde og løser en vigtig opgave,” siger Niels Yde.

 

Githa Flensborg er ansat som SPS-lærer. SPS er en forkortelse for specialpædagogisk støtte, som gives til elever, der har brug for en ekstra hånd i ryggen for at gennemføre en uddannelse.

 

 

Sanne Skovby og Niels Yde til prisuddelingen

Sanne Skovby, Horsens Alliancen, og Niels Yde, direktør, til prisuddelingen.


Gode kolleger gør en stor forskel

Githa Flensborg oplever en stor frihed til selv at planlægge sine arbejdstimer, så hun både kan løse sine opgaver og få den nødvendige hvile og ro, hun har brug for, og her spiller gode kolleger en væsentlig rolle.

 

”Jeg har de bedste kolleger, man kan ønske sig. Der er ingen, der presser mig, og der er fuld accept af, at jeg kun er på arbejde hver anden dag. Nogle gange hjælper de mig også med at sige nej til en opgave, og det er jeg dem meget taknemmelig for,” fortæller hun.

 

Denne fortælling gør Niels Yde både stolt og glad.

 

”Jeg er glad for, at vi i fællesskab på Learnmark Horsens kan hjælpe mennesker videre i et godt arbejdsliv. På en arbejdsplads handler det om, at vi ser hinanden som ressourcer, og det er Githas oplevelse et godt eksempel på,” siger direktøren.

 

CSRpeople blev uddelt i forbindelse med Horsens Inspire, der er et prisuddelingsarrangement for lokalområdets virksomheder. Bag CSRpeople står Horsens Alliancen og Jobtaskforcen.

 

Læs hele Githas fortælling:  ”Fleksjob giver mig så meget værdi i hverdagen!”

 

CSRpeople 2023 mærke