10. klasse-elever klarede både prøver og corona-nedlukning til topkarakter

24. juni 2021

Torsdag den 24. juni 2021 blev 126 elever fra Step 10 på Learnmark Horsens fejret ved to festlige dimissioner. Her fik de både ros for et stærkt sammenhold i et skoleår præget af corona og for deres særdeles flotte faglige udvikling.

I har haft et særligt skoleår. I har modtaget virtuel undervisning hjemme, og hverdagen har været anderledes, end den plejer. Nogen vil måske sige, at I ikke har lært noget i den periode. Sikke noget sludder. I har ud over det faglige fået uvurderlige kompetencer, fordi I selv har skullet skabe struktur i hverdagen og motivere jer selv. Ikke alt er gået, som I drømte om. Men det har I også lært noget af. I har lært at udnytte situationen og få det bedste ud af den.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens
Niels Yde holder tale til dimission på Step 10

Sådan indledte Niels Yde, der er direktør på Learnmark Horsens, dimissionstalen til de 126 elever, der i juni 2021 har afsluttet deres 10. skoleår på Learnmark Horsens. Step 10 havde af corona-hensyn delt dimissionen i to omgange, hvor stolte familier fejrede de unges afslutning i 10. klasse. 

Største karakterløft nogensinde

Step 10-elevernes prøvekarakterer i dansk, engelsk og matematik vidner om, at de har rykket sig fagligt i det seneste år. Eleverne har hævet deres karakterer markant sammenlignet med de karakterer, de fik i 9. klasse – samtidig med, at de er gået til prøve på et højere niveau. De har også opnået det største karakterløft på Step 10 fra 9. – 10. klasse nogensinde.

I skal være stolte af jer selv! I har rykket jer meget fagligt, og det ses tydeligt på jeres prøvekarakterer. I har vist, at I med stædighed og ihærdighed kan. Og en sejr er ekstra stor, når man har kæmpet for, at det lykkes. Walt Disney sagde: ”Hvis du kan drømme det, så kan du gøre det!” Vi håber, at vi på Step 10 har fået jer til at drømme og fået jer til at se verden som et fantastisk sted med masser af muligheder. Så gå efter drømmen. Drøm det nu. Og gør det til virkelighed.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens
Elev får overrakt Du er noget særligt-bevis - hun står sammen med sine lærere - dimission på Step 10

Faglig og social udvikling

Ifølge Niels Yde og ledelsen på Step 10 fortjener eleverne stor ros for at have fået det maksimale ud af deres 10. skoleår – både fagligt og socialt.

Vi kan som skole skabe rammerne for, at eleverne bliver fagligt dygtige, men i et skoleår, som vi netop har afsluttet, har det været sværere at skabe de mest optimale rammer. Derfor skal vi hylde eleverne for, at de har deltaget aktivt i undervisningen online - en præmis, der har præget en stor del af skoleåret. Vi er stolte af alle vores elever, som på hver deres måde er vokset både fagligt, socialt og personligt gennem det seneste år.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens
Glade elever på Step 10 til dimission

Du er noget særligt-priser

Til dimissionen fik en elev i hver klasse overrakt ”Du er noget særligt-prisen”, som går til en elev, der har gjort sig særligt positivt bemærket. Inden prisen blev uddelt fortalte uddannelsesleder Tine Bay Rasmussen om baggrunden for prisen.

Denne pris handler ikke nødvendigvis om at klare sig bedst og få de høje karakterer, men om det allervigtigste: Den handler om at være menneske – at kunne indgå i et fællesskab, at bidrage til fællesskabet, at kunne samarbejde, at være en god kammerat, og ikke mindst handler det om at være i konstant udvikling, derfra hvor man er.

Tine Bay Rasmussen, uddannelsesleder på Step 10
Tine Bay Rasmussen holder tale til dimissionen på Step 10

Tine Bay Rasmussen fremhæver også denne årgangs stærke sammenhold.

Eleverne fik ret hurtigt skabt et fællesskab i efteråret, et fællesskab som blev sat på en kæmpe prøve i flere måneder, mens eleverne var sendt hjem. Men fællesskabet var så stærkt, at det bar eleverne gennem både nedlukning og den sidste tid på skolen, hvor vi har satset ekstra meget på, at det sociale og faglige skulle gå hånd i hånd.

Tine Bay Rasmussen, uddannelsesleder på Step 10
Elever på step 10 har fået deres afgangsbevis på Step 10
Du er noget særligt-priser
  • 10. A

    Melih Mehmet Kavak

  • 10. B

    Mathilde Vels Sørensen

  • 10. C

    Katrine Newe Bertz

  • 10. D

    Shiyar Alabdi

  • 10. E

    Henrik Nielsen

  • 10. F

    Mathilde Amdi Jensen