26. juni 2026
Tak for invitationen til at holde årets dimissionstale.
Jeg vil gerne starte med en disclaimer – som det hedder på moderne dansk: Der kommer livsråd undervejs i talen!
Det er med fuld risiko for, at I unge mennesker tænker det samme som mine egne døtre på 9 og 11 år gjorde, da jeg for nylig forsøgte at give dem gode råd. De kiggede på mig og sagde: "Spurgt."
Og hvis forældregenerationen i salen ikke ved, hvad det betyder, så siger man det, hvis en person siger noget, som man ikke har udvist nogen som helst interesse i at høre.
Spurgt.
Og det er jo fair nok.
Hvad tror en midaldrende museumsmand egentlig, han kan fortælle en flok nyudklækkede studenter med styr på det hele på vej ud for at erobre verden?
Jeg kan heller ikke love, at det alt sammen sidder lige i skabet. Men jeg kommer til at gøre forsøget. Og nu er jeg jo museumsmand, så vi starter naturligvis med en historisk indflyvning.
I skal fejre, at I er blevet studenter. Kæmpe tillykke med det alle sammen. Og I kan faktisk godt klappe jer selv lidt ekstra på skulderen. For I er ikke kommet gennem uddannelsessystemet i en tid med medvind. Det gjorde min egen generation. Jeg gik i skole i 1990’erne og 00’erne og har levet i det, nogle kalder optimismens tidsalder. En tid hvor globalisering, internet og frihandel skulle sørge for evig fremgang, vækst og velstand. Økonomisk samhandel mellem verdens lande ville henvise krige til historiebøgerne, og arbejdet skulle ikke bare være noget, vi gjorde for at tjene penge, men noget, der var meningsfuldt, kreativt og legende i en grad, så arbejde og fritid flød sammen.
Det lød ret godt.
Og det holdt… i et par årtier. Så begyndte de forestillinger at knirke. Og uden at der er nogen sammenhæng med det i øvrigt, så har det knirket løs, mens I har gået i skole, hvor der har været mere modvind, end min generation oplevede: Brexit. Trump. Klimakrise. Sociale medier, der aldrig slukker. Corona. Krig i Europa. Den liberale verdensordens kollaps. Afglobalisering. Økonomisk usikkerhed. Og nu kunstig intelligens. Som både kan virke som en genial hjælper og en lidt for kompetent konkurrent. Vi er endt i en pessimistisk tid, hvor vi ikke rigtig kan beslutte os for, om fremtiden er en gave eller en trussel.
Og hvordan navigerer man i sådan en situation? Her kommer så de livsråd, jeg advarede jer om.
Der var som tidligere sagt en idé, som var meget populær, da mange af jeres lærere og forældre var unge: At livet i virkeligheden er én sammenhængende sfære. At arbejde og fritid ikke skal adskilles. At man skal være den samme autentiske person hele tiden både, når man er sammen med kolleger på arbejdet og derhjemme med venner og familie. At man skal bringe hele sig selv i spil. At ens arbejde skal være ens identitet, passion og selvrealisering på én gang.
Det lød smukt. Det lød frit. Det lød moderne dengang i 1990’erne og 00’erne. Men måske var det optimismens tidsalders største dårskab. For når arbejdet bliver hele livet, bliver enhver modgang personlig. Hvis jobbet går dårligt, føles det som om, at du er dårlig. Hvis du mister dit arbejde, føles det som om du mister dig selv.
Så derfor et første råd:
Byg et liv, der er større end jeres arbejdsliv. Få venner, interesser og forpligtelser, som ikke kan skrives på et CV eller LinkedIn. Og lad være med kun at have arbejdet som livsprojekt. For når arbejdet en dag skuffer jer – og det gør det uvægerligt en gang i mellem – så skal I have noget andet at stå på. Det betyder ikke, at arbejde ikke skal være sjovt og udviklende. Men det skal ikke være hele livet.
Forestillingen om arbejdet som identitet hænger tæt sammen med en anden idé, som mange er vokset op med: at vi skal være særlige unikke. Og det ér vi jo alle sammen på hver vores måde. Men man kan overdyrke det. For verden har i virkeligheden ikke først og fremmest brug for mennesker, der ser sig selv som fascinerende undtagelser. Den har brug for mennesker, der er pålidelige. Mennesker, der møder op. Mennesker, der gør sig umage. Mennesker, der kan samarbejde. Mennesker, der får ting til at hænge sammen. I mange år trænede vi unge mennesker i at skille sig ud. Måske bliver jeres opgave i højere grad at høre til.
Det gør ikke livet mindre meningsfuldt. Tværtimod. For mening opstår sjældent, når man jagter den og slet ikke, når man iscenesætter, at man har fundet den på en helt unik måde. Den opstår ofte som en bieffekt af at beskæftige sig med noget andet - og også ofte noget andet end sig selv.
Et fag. Et fællesskab. En opgave. Et sted. Så fordyb jer og interesser jer for verden og hinanden, og så lover jeg, at der følger en masse godt med det, som måske endda giver mening, når I ser tilbage på det.
Vi lever også i en tid, hvor vi meget tidligt lærer at præsentere os selv gennem det, vi præsterer. Karakterer. Uddannelser. CV'er. På sådan en dag som i dag føles jeres karakterer sikkert meget vigtige. Og I er måske lettere bedrøvede, hvis I har fået dårlige karakterer og glade, hvis I har fået gode. Og I skal bestemt glæde jer over at have gjort jer umage. Men jeg kan berolige jer med én ting. I kommer kun til at bruge dem én gang. Til at komme ind på den uddannelse, I gerne vil. Derefter forsvinder de stort set ud af menneskehedens historie. Ingen har nogensinde spurgt mig om mine karakterer. Mine jobs er kommet gennem mine personlige egenskaber og ikke gennem mine formelle udmærkelser. De vigtigste spørgsmål er måske nogle andre. Hvad interesserer dig? Hvad undrer dig? Hvem vil du gerne være noget for? Og sandheden er desuden, at et menneske kan have et imponerende CV og samtidig være utrolig kedeligt selskab til en fest.
Der er noget andet, I med fordel kan ignorere. Vi ældre generationers snak om ungdommen nu til dags. Vi har det nemlig med at tage ungdommen til indtægt for alt muligt. Hvis klimaet skal reddes, er det jer. Hvis demokratiet skal reddes, er det jer. Hvis fællesskabet skal reddes, er det jer.
Samtidig får I at vide, at I mistrives. At I er stressede. At I er deprimerede. At I er afhængige af sociale medier. At I er blevet følelsesmæssigt ødelagt af smartphones. Og nu får I også at vide, at kunstig intelligens har gjort jer dovne og ude af stand til at tænke selv.
I er tilsyneladende både menneskehedens sidste håb og civilisationens undergang.
Hele den del af den offentlige samtale handler i virkeligheden mest om, at vi andre projicerer vores håb, drømme, bekymringer og dommedagsfantasier over på jer.
I er bare unge mennesker, ligesom unge mennesker altid har været. I skal forelske jer, dumme jer, lære noget, skifte mening, finde venner, miste venner og forsøge at finde ud af, hvad I vil med jeres liv. Det er rigeligt arbejde i sig selv blot at finde sin vej som ungt menneske uden lige at skulle fikse klimakrisen også. Så ignorer al den snak efter bedste evne.
Lige nu er I i gang med at frigøre jer fra jeres forældre. Nogle er måske på vej til eller allerede flyttet hjemmefra. I er ved at finde jer selv. Og den slags foregår ikke altid med ens forældre som livsstils- eller modemæssige forbilleder! Det er lige, som det skal være.
Men!
Nu må I ikke blive alt for chokerede om 10-15 år. Der vil komme til at ske det - som også er sket for mig selv - at I vil komme til at ligne jeres forældre mere og mere. Både fysisk men også mentalt. De ting, de gør og siger, som lige nu irriterer jer allermest, dem vil I pludselig opleve komme ud af jeres egen mund overfor jeres egne børn.
Når I oplever det, skal I ikke skrige af skræk. Det er helt normalt. Det betyder bare, at I er ved at opdage noget vigtigt. At ingen af os skaber os selv helt fra bunden. Vi står på skuldrene af og er dybt formet af andre. Og det er faktisk en lettelse at konstatere, som gør, at man kan sænke skuldrene lidt. For vi behøver ikke opfinde hele livet selv. En masse er os allerede overleveret. Min generation troede, at frihed handlede om at rive alle grænser ned. Jeres opgave bliver måske at opdage, at frihed også kræver form.
Og her på falderebet: Et allersidste råd:
Sig altid ja, hvis I bliver opfordret til at holde tale til enten et bryllup eller en dimission. Alle er nemlig helt vildt glade, så det er de fedeste taler i hele verden at holde.
Og I skal også være glade. Stort tillykke med huen, god fejring og skru nu helt op for soundbox’en, når I kører forbi Industrimuseet, så vi kan høre jer. Tillykke!