26. juni 2026
Rektor Sune Aggers tale til HHX- og HTX-studenterne
Kære studenter, kære familier og venner, gæster, undervisere og ansatte på Learnmark
Her i dag, hvor I sidder med jeres studenterhuer, og vi siger tillykke til jer, vil jeg sige noget om fællesskaber og venskaber og at ville hinanden.
Det kom helt naturligt til mig, når i disse dage jeg gik rundt på skolen, at jeg ikke kunne tale om andet. Det er en fornøjelse at høre den uforfalskede glæde, der er på skolen. Latter, smil, hujende tilråb, og så meget konfetti i champagneområderne, at vi kunne fylde en mindre swimmingpool. Det er en smittende glæde, en håbefuld glæde, hvor jeg i hvert fald tænker, at jeg har det bedste job, der findes. Tænk sig at være sammen med sådanne unge mennesker.
Jeg har hørt om vilde planer om klasser, der vil mødes hver måned. Holde fast ved hinanden og se hinanden. Og set forældregenerationen, der smilede, og tænkte: Det der er så smukt og urealistisk på en og samme tid!
Jeg ved godt, at det ikke kun er latter. Der har også været prøvelser og udfordringer for flere af jer. Nogle har eksamener, der ikke er gået, som de skulle. Måske nogle gange hele fag, der ikke er gået, som de skulle. Det er selvfølgelig træls, men det går trods alt over.
Andre har været ramt af livet. Af ikke helt at kunne finde sin plads eller finde sig til rette, når der er andre ting i livet, der rumsterer. Når der sker ting uden for os selv, som vi ikke er herre over. Når der sker ting i os selv, som vi ikke helt forstår.
Livet består som bekendt både af bølgedale og bølgetoppe. Og at dømme fra de sidste dage på skolen har der været mange af de sidste.
Jeg synes I på mange måder har udviklet et særligt fællesskab, et fremragende fællesskab endda.
I stod fra begge uddannelser bag aktivitetsdagen i august, hvor I insisterede på, at der skulle ske noget nyt, og I fik en ny dag op at stå med udklædning, aktiviteter og klassesammenhold.
Men det er også et fællesskab, der er meget forskelligt på tværs af de to uddannelser.
For HHX’ernes vedkommende så har jeg svært ved at komme i tanke om nogle andre årgange, der har kunnet skabe en så euforisk stemning til en fest. Jeg kan huske jeres 2. g-påskefrokost, at jeg blev helt blæst bagover af den kollektive stemning, I kunne skabe. Det var første gang, vi afholdt påskefrokosten og lavede det som en årgangsfest, og I var bare med på idéen. Der var dans og sang, og I orkestrerede det hele selv. Bare sjovt, livligt, livgivende. Et stort fællesskab. Skal der være fest? Så er der ikke nogen, der er bedre at spørge end Learnmark Gymnasium HHX årgang 2026!
For HTX’ernes vedkommende er det nogle andre ord, der presser sig på. I kan også være festlige – nogle af jer kan være endog meget festlige. Men I har haft et usædvanligt sammenhold på tværs af klasserne. I har villet hinanden i både arbejdsfællesskaber og i venskaber. Og så er jeg bare så stolt af, hvor rummeligt et miljø, I skaber: Der er ikke bare en plads til alle. Der er en anerkendelse af hinanden. En anerkendelse af, at I kan noget forskelligt. At selv om I har forskellige interesser og personligheder, så er alle værdifulde i det fællesskab, I har sammen.
Jeg kommer til at tænke på den store danske filosof K.E. Løgstrup, som har sagt noget helt essentielt om menneskers fællesskaber.
Løgstrup sagde:
Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.
Nu er Løgstrup fra en tid, hvor man tænkte hankøn før hunkøn, og det er heldigvis forbi. Men hans pointe er stadig eviggyldig: Du holder altid noget af et andet menneskes skæbne i din hånd. Det vi gør, har betydning for andre mennesker. Du gør en forskel for andre, nogle gange ubetydelig lille, men stadig en forskel. Andre gange meget stor.
Løgstrups pointe betyder også, at der er andre, der holder en del af dit liv i deres hænder. Det er det, Løgstrup kalder Interdependensen: At vi er gensidigt afhængige af hinanden. Vi ”depender” på hinanden, som man ville sige på danglish. Intet menneske er en ø, som briterne siger. Tværtimod hænger vi sammen, og gør en forskel for hinanden.
Når jeg ser tilbage på mit liv, tænker jeg, at jeg ikke altid har været en fantastisk ven. Jeg har i store perioder af mit liv haft travlt med job og karriere, med familie og forpligtelser. Og selv om det er vildt meningsfuldt at være sammen med sin familie og sine børn, og tit og ofte meningsfuldt at gå på arbejde, så har det nogle gange også kostet på venskaberne.
Nu må I ikke misforstå mig: Jeg er begunstiget af nogle fantastiske venner. Både her i byen og fra min studietid i Aarhus. Men der er også venskaber, der er gledet ud, og hvor det egentlig er en skam.
Der gik rigtig mange år, hvor jeg ikke fik set mine venner fra min egen gymnasietid i Aalborg. Og så her for et par år siden, genoptog vi forbindelsen. Det har simpelthen været en kæmpe fornøjelse at genoptage den forbindelse. Vi er gået hver vores vej, men der er alligevel så meget, der binder os sammen. Vores fælles historie, vores fælles oplevelser. At vi kender hinandens opvækst, baggrund og familie. At vi nu er forskellige steder og i forskellige situationer, men nogenlunde samme sted i livet. Det er sjovt, og det er samtidig rigtigt: Vores fælles kemi er intakt her 30 år efter, vi gik i klasse sammen.
Jeg kan ærgre mig over, at der var en hel del år, hvor vi ikke så hinanden – lige så meget som jeg glædes over, at vi nu ses.
Og at vi hænger sammen – at vi er interdependente – betyder dels, at vi selv har et ansvar for at fællesskabet skal være godt. Vi skal selv gøre noget. Men det betyder også, at der ofte er et fællesskab, der er klar til at gribe dig, når du ikke er ovenpå. Hvis du rækker ud.
Niels sagde før, at man skal være sig selv – men ikke sig selv nok. Det, synes jeg, er en god sætning at sende jer videre med. For I skal selvfølgelig finde jeres egen vej. I skal vælge, fejle, prøve igen, blive klogere og måske skifte retning undervejs. Men I skal også huske, at de vigtigste ting i livet sjældent lykkes alene. Vi bliver til i mødet med andre. Vi bliver klogere sammen med andre. Og nogle gange bliver vi også båret af andre, når vi ikke selv kan.
Så derfor – kære venner – vær romantikere! Planlæg endelig at se hinanden hver måned, selv om mindre også kan gøre det. Tag ud i de lyse sommernætter sammen. Diskuter politik og livets mening. Diskuter om Mbappé eller Messi bliver topscorer ved VM, eller hvor I vil rejse hen på eventyr. Tag mod til at snakke med den søde fyr eller pige, du har været lidt lun på. Dyrk hinanden. Dyrk fællesskabet, for vi vokser alle sammen i det! I har en fælles historie sammen, og det er så stærkt at vokse sammen i de nogle af de formative år i jeres liv, som I har haft her på Learnmark Gymnasium. Det kan I tage med jer. Vi kan alle sammen gøre en lille eller en stor forskel i hinandens liv.
Og skulle det gå galt, så er der altid håb. Også selv om der pludselig er gået 20 år, hvor I ikke har set hinanden. Det kan jeg skrive under på.
Kære dimittender – tak for jeres år her på Learnmark Gymnasium.
Tak for jeres indsats, jeres nysgerrighed, jeres nærvær.
Jeg er stolt af jer, og vil savne at se jer – i dagligdagen, til fællessamlinger, ja på skolen. Men jeg sender jer ud i verden med stor stolthed, tillid og håb.
Stort tillykke med jeres studenterhue!