26. juni 2026

HHX-student Sofias tale til studenterne

Traditionen tro holdt en HHX- og en HTX-student tale til dimissionen. Her kan du læse HHX-student Sofia Lyskjær Østergaards tale.

Kære familie, venner, lærere - og vigtigst af alt kære alle mine medstudenter.

Det er så vildt at stå foran jer her i dag med huerne på og endelig er på den anden side af eksamensperioden.

For 3 år siden sad vi også samlet. Det var i multisalen på første skoledag, og dengang så det lidt anderledes ud.

Forskellen var nemlig, at der var mange af os fremmede for hinanden.

Vi blev sat i en klasse med mennesker, vi aldrig havde mødt før ,og vi skulle på en eller anden måde få det til at fungere.

Og det gjorde vi.

I dag sidder vi blandt de samme mennesker, som i mellemtiden er blevet til nogle af vores nærmeste venner.

Og når vi ser tilbage til gymnasietiden, så tror jeg ikke, at vi kommer til at tænke på, hvilken karakter vi fik i en aflevering eller en test.

Jeg tror i stedet vi kommer til at tænke på alle pauserne, på studieturene, og alle de øjeblikke i fællesrummet vi egentlig burde have arbejdet, men i virkeligheden lavede noget helt andet.

Men selvom i dag får os til at se tilbage. Får den os også til at se fremad.

Og for første gang, så længe jeg kan huske, står vi uden et skema, der fortæller os, hvad næste skridt er. Og så kommer det spørgsmål, vi er blevet stillet en del gange helt sikkert blandt nogen i publikum, men også af os selv.

Nemlig: ”Hvad så nu?”

For indtil videre har vi haft en ret klar plan for, hvad vi skulle. Hvor vi skulle møde op mandag morgen, hvad vi skulle lave, hvornår vi skulle aflevere en aflevering. Vi vidste altid, hvad næste opgave var.

Men nu står der ikke længere på Lectio, hvad vi skal efter sommeren. For når vi forlader skolen her, er der for første gang ikke én tydelig vej foran os. Nogle starter på studie, nogle skal rejse, nogle skal arbejde, nogle har allerede en plan, mens andre ingen idé har om, hvad der nu skal ske.

Og alt er helt okay - for nu er det vores tur til selv at bestemme, hvad vi vil. Og selvom det lyder helt fantastisk, lyder det også pænt skræmmende.

For hvad nu hvis man vælger forkert, hvis nu ens plan ikke holder?

Hvad nu hvis man spilder de her dyrebare sabbatår, vi alle har glædet os så meget til?

Måske er det hele pointen med de næste år. Og måske er det heller ikke meningen, at vi skal have styr på det hele som 18-20-årige.

Måske handler det her langt mere om at vælge forkert, skifte retning - og gøre det mange gange.

Og finde ud af hvem man egentlig er, når man står på egen hånd og ingen længere fortæller én, hvad man skal gøre.

Selvom vi på HHX har lært at lave strategier, analyser og langsigtet planlægning. Så er det bedste råd til den næste fremtid, det som Andreas Odbjerg synger:

Nemlig: ”I morgen er der også en dag.”

Og det er nok egentlig meget rart lige at huske på nu.

For 3 år siden anede vi heller ikke, hvordan gymnasiet ville blive. Men vi fandt vores plads, vi fandt vores venner. Og vi er kommet godt igennem det. Derfor tænker jeg, at vi sagtens også kan klare, hvad der kommer efter.

Så i dag handler ikke kun om afslutninger. Men som klichéen handler det meget mere om begyndelser.

For første gang er det os, der får lov til at skrive det næste kapitel. Og det er ikke ensbetydende med, at vi har svarene.

Men måske er det den største gave ved at blive student. Ikke nødvendigvis at vide, hvor man skal hen, men at man selv har muligheden for at bestemme retningen.

At vi nu har muligheden for at være herre over eget liv.

Så kære studenter, held og lykke med alle jeres næste kapitler, men lad os for nu starte med en hel masse gode fester.

Tillykke til jer alle sammen.

Tak for tre gode år!

Og tak for ordet.

HHX-student Sofias tale til studenterne

Mere om dimissionen