Bæredygtighedsdag på Learnmark Horsens var en øjenåbner for eleverne

15. september 2021

Omkring 300 idéer til, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt i fremtiden, blev udviklet, da eleverne på Learnmark Horsens fredag den 10. september 2021 havde fælles bæredygtighedsdag.

Rabat i skolens kantine, hvis man køber bæredygtig frokost, motorveje med vindmøller i rabatten, der producerer el til lastbiler og forslag til, hvordan man kan mindske materialespild på byggepladser. Det er bare et lille udsnit af de omkring 300 idéer, som elever på Learnmark Horsens arbejdede med, da de en fredag i september deltog i bæredygtighedsdagen på tværs af årgange og uddannelser. 

Som kickstart på bæredygtighedsdagen introducerede keynote-speakere eleverne til klima- og naturbæredygtighed, social bæredygtighed og økonomisk bæredygtighed. Herefter skulle eleverne i grupper arbejde med forslag til, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt i hverdagen. Gennem to delfinaler kunne grupperne kvalificere sig til den endelige finale, hvor finalegrupperne pitchede deres idéer for de øvrige elever på deres uddannelse og dommere fra det lokale erhvervsliv og skolens ledelse. 

Niels Yde, der er direktør på Learnmark Horsens, var en af dommerne til de afsluttende finaler, og han er imponeret over elevernes idérigdom og konstruktive forslag.

Learnmark Horsens er Unesco Verdensmålsskole, og vi er optaget af, at vores elever forholder sig til, at de valg, de træffer, har stor betydning for samfundet og klimaet. Og det er mit klare indtryk, at bæredygtighedsdagen har været med til at inspirere eleverne til at tænke mere bæredygtigt – også på deres uddannelser. Det afspejler de præsentationer tydeligt, som jeg hørte til finalerne.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens
Vinderhold fra Learnmark Gymnasium HHX
Hør Maria og Tanja fortælle om deres idé, som også vandt på Learnmark Business

Eleverne har ordet

Til bæredygtighedsdagen arbejdede eleverne i grupper på tværs af årgange og klasser på skolens forskellige uddannelser. Grupperne var sammensat ud fra hvilket tema, eleverne havde ønsket at arbejde med. De kunne vælge mellem 6 temaer: 1) Mad, sundhed og bæredygtighed, 2) Bæredygtigt forbrug, 3) Bæredygtige virksomheder, 4) Social bæredygtighed, 5) Bæredygtig transport og 6) Bæredygtige boliger. 

Her kan du læse, hvad nogle af eleverne fik med fra bæredygtighedsdagen, og i filmene kan du høre om nogle af elevernes idéer.

Bæredygtighedsdagen har været en øjenåbner. Vi er kommet til at tænke meget mere over, hvad vi selv kan gøre for at leve mere bæredygtigt. Selv om vi synes, at den nye affaldssortering på skolen virker bøvlet, så er det jo meget godt alligevel.

Laura, 3. g-elev på Learnmark Gymnasium HHX
Illustration: Sorte citationstegn

Det er vigtigt at arbejde med bæredygtighed, fordi man kommer til at tænke meget mere over, hvilken værdi de forskellige ting har for vores jord.

Mathias, tømrerelev på GF2, Learnmark Tech
Mahias og Torbjørn laver thumbs up

Oplægget, der startede dagen, gav os virkelig noget at tænke over. Det gælder fx, hvor meget kød vi spiser, og hvor meget tøj vi køber. Vi har i vores gruppe arbejdet med bæredygtigt forbrug og bæredygtig mode - måske kan man sætte afgifter på tøj, så man ikke køber så meget.

Kristine, 2. g-elev på Learnmark Gymnasium HHX
En grupper laver planche til bæredygtighedsdag

Det har været rigtig fedt at arbejde bæredygtighed, og det har fået mig til at tænke mere over, hvor meget vi forurener. Det er også fedt at lære noget nyt og lave noget andet, end man plejer.

Oliver GF1-elev på Learnmark Tech
Vinderhold på Learnmark Tech
Hør eleverne fra Learnmark Tech fortælle om deres idéer til at leve mere bæredygtigt