Fra ufaglært arbejdsmand til snart faglært murersvend

04. maj 2020

Efter at have arbejdet som ufaglært arbejdsmand hos en murermester i en del år valgte Rasmus Brohus Nørgaard at tage en uddannelse og få papirer på sine kompetencer. I dag går han på fjerde hovedforløb på mureruddannelsen på Learnmark Tech.

Rasmus Brohus Nørgaard har, siden han blev student fra HF i 2013, arbejdet som arbejdsmand hos en murermester i Odder. Minimum 10 gange har mesteren spurgt ham, om han ville begynde som elev, men det tog et par år, før Rasmus Brohus Nørgaard takkede ja til tilbuddet. Det var en svær beslutning at droppe den høje indtægt til fordel for at få en uddannelse, men i dag er han ikke i tvivl om, at det var en god beslutning.

Det er vel altid en god beslutning at tage en uddannelse. Men det er svært at have prøvet at tjene penge og så gå til en SU eller elevløn. Som arbejdsmand tjente jeg en timeløn på 150 kroner – og på akkord tjente jeg over 200 kroner i timen, nu får jeg 73 kroner i timen, det er en del mindre. Jeg havde egentlig tænkt mig at flytte hjemme fra, men det har jeg udsat, til jeg er færddig udlært i september. Det er en investering i min fremtid. Når jeg tager uddannelsen, er jeg sikker på ikke at spilde min tid. Det er federe først at være udlært som 25-årig end slet ikke at have en uddannelse.

Murerelev, Rasmus Nørgaard

Erfaring er et positivt

Lige nu går Rasmus Brohus Nørgaard på fjerde hovedforløb. Her prøver han blandt andet, hvordan det er at lave en svendeprøve bestående af en bunden hovedopgave og så et speciale. Efter syv års arbejde som ufaglært i murerfaget har han en del erfaring, han kan trække på. Det er en stor fordel, nu hvor han tager uddannelsen.

Det er en klar fordel, at jeg ikke kommer direkte ud af folkeskolen, fordi jeg har mere livs- og erhvervserfaring. Jeg kunne gå hurtigt til opgaverne allerede fra begyndelsen, selvfølgelig lavede jeg også fejl, men jeg kendte principperne. Jeg har det rigtig godt med lærerne. Hvis jeg har svært ved noget, tager de sig tiden til at lære mig det, og så er de gode til at rose og motivere, hvilket giver et boost.

Er vild med murerfaget

Rasmus Brohus Nørgaard havde oprindelig tænkt sig at gøre karriere i forsvaret eller at uddanne sig til politimand eller ambulancebehandler. Han ville gerne gøre en forskel for andre mennesker. Men med tiden blev han gladere og gladere for murerfaget og fandt ud af, at han også her gør en positiv forskel for andre mennesker. Han har blandt andet været med til at mure et kapel i Odder, som har vundet en pris, og et stort lejlighedskompleks.

Nu har jeg været med på så mange spændende byggerier, at jeg er stolt af at køre igennem mit lokalområde og se, hvad jeg har været med til at bygge. Det betyder helt vildt meget, og man bliver helt varm af at se det. Jeg kan godt lide at folk kan se, hvad jeg har lavet. Mursten forgår jo ikke bare lige, og det tiltaler mig at skabe noget, der kan eksistere i flere 100 år.

Fremtiden er åben

Til september får Rasmus Brohus Nørgaard sit svendebrev og kan kalde sig udlært murersvend. Han glæder sig til at være færdiguddannet og få papirer på sine kompetencer.

Når jeg er udlært her til september, har jeg været i firmaet i 7 år. Jeg er rigtig glad for at være, hvor jeg er, men man ved jo aldrig, hvad fremtiden bringer.

SÅDAN STARTER DU

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du starte på grundforløb 1 (GF1).

Varighed: 20 uger

Er du under 25 år, og har du afsluttet 9. eller 10. klasse for over to år siden, skal du begynde på grundforløb 2 (GF2).

Varighed: 20 uger 

Er du 25+, afhænger varigheden af dine erfaringer.

Start: August eller januar