HHX-student Caspers tale til studenterne

28. juni 2019

Hvert år taler en student fra henholdsvis HTX og HHX til deres medstudenter. Her kan du læse HHX-student Casper Kanta Doktors tale.

Kære studenter - kære venner, vi gjorde det sgu! 

I kan vel alle sammen huske, at vi stod her i salen for lidt over en måned siden i vores stiveste puds, med håret sat og klar til at danse Lanciers. Vi snakkede alle sammen om, at vi fik eksamener og karakterer offentliggjort, og nu var det snart overstået. NU SIDDER VI HER. Vi gennemførte vores eksamener, og nu sidder vi her alle sammen med den dumme hat på hovedet, og nu er vi færdige. Tillykke!

Da jeg blev spurgt, om jeg ville holde årets dimissionstale, blev jeg først meget glad og beæret over at få tildelt den opgave - men lige efter gik jeg også en smule i panik.

Det var lidt som om at få en ekstra aflevering, som ikke bare skal afleveres og bedømmes af min lærer, men afleveres og bedømmes af alle mine medstuderende og alle jeres forældre og nærmeste.

Casper Kanta Doktor, HHX-student

Og til alle jer, der sidder dernede og tænker, hvem er ham taleren fra HHX, så vil jeg blot præsentere mig selv. 

Jeg hedder Casper Kanta Doktor. Jeg har gået i den ene psykologiklasse. Jeg har været elevrådsformand og elevrepræsentant i Learnmarks bestyrelse, og nu er jeg blevet spurgt, om jeg vil holde dimissionstalen som repræsentant for HHX-eleverne.

Og selvom jeg nu har gået i gymnasiet i 3 år - er jeg ikke blevet en dag klogere - så derfor har jeg siddet det meste af natten og skrevet talen, som, jeg tror, mange afleveringer er blevet!

Casper Kanta Doktor, HHX-student

Da jeg kom i gang med at skrive talen, og jeg sad og tænkte over de emner, jeg kunne snakke om, kom jeg til at tænke på, at vi lige nu for første gang i 13 år ikke kommer til at skulle stå op til en hverdag, hvor vi skal i skole.

Den hverdag, vi har kendt, siden vi begyndte i folkeskolen for 13-14 år siden med skoletaske, skolebøger, madpakke og frikvarter, den kommer vi ikke til at møde igen. Det er slut.

Casper Kanta Doktor, HHX-student

Jeg skal da gerne være den første til at sige, at det har jeg da glædet mig til i cirka 13 år, men jeg tror også, at den her dag er en meget, meget vemodig dag. 

Fordi hovedparten af det at gå i skole, og især det at gå i gymnasiet - er jo at se sine kammerater og være sammen med dem hver eneste dag, og det ved jeg, at vi alle sammen kommer til at mangle.

Først på ugen talte jeg med min arbejdsgivers gamle mor, som sagde til mig: ”Det bliver så sært ensomt for jer alle, Casper.” - Og det må jo alt andet lige betyde, at gymnasietiden har været vigtigt og betydet noget for os!

Casper Kanta Doktor, HHX-student

Jeg sad den anden dag og snakkede med nogle fra min klasse om gymnasietiden, og hvad vi har lavet, og vi endte med at sidde og grine over, at en af de sætninger vi har sagt allermest over de seneste tre år har været: ”Øhhh.. har du lavet opgaverne - fordi så skal du lige sende…” eller ”laver vi lige fælles-docs inden engelsk, så vi når at lave lektierne?”

Og det er jo det, sammenholdet i vores små grupper - venskaber på kryds og tværs af klasser og vores hårde arbejde, som har været med til at bære os her til den dag, hvor vi står nu.

Casper Kanta Doktor, HHX-student

Tak til Learnmark for at uddanne os unge, skønne studenter! Og tak til vores lærere for at have tålmodighed! Jeg tror, der har været mange morgenmoduler fredag morgen, hvor halvdelen af klassen har været væk - men alligevel har de fået os alle sammen med! 

Kære studenter - kære venner! 

Men selvom vi har stået her før - på vores folkeskole, måske på efterskolen og så her i dag, så er den her dag - for mig - helt særlig.

Vi har igen sat en milepæl i vores liv! Vi har igen stået til dimission og fået udleveret vores eksamensbevis. Vi har igen holdt sidste skoledag med vores kammerater og lærere, og vi SKAL igen ud fejre, at vi er kommet i mål.

Casper Kanta Doktor, HHX-student

I børnehaven vidste vi, at vi skulle starte på noget, der hed folkeskole, i folkeskolen vidste vi, at vi skulle starte på noget, der hed efterskole eller ungdomsuddannelse - nu står vi her, og vi ved ikke rigtigt, hvad det hedder, det vi nu skal til at starte på.  

For manges vedkomne tror jeg, at det næste år kommer til at stå på sabbatår, hvor fast arbejde, højere løn end SU og en masse gode oplevelser og rejser kommer til at betyde meget.

Selvom det ikke er så populært at sige i visse forsamlinger, kan jeg sige, at for mit eget vedkomne kommer det nok til at byde på to sabbatår - et helt år til at arbejde og tjene penge og et halvt til et helt år at rejse.

Casper Kanta Doktor, HHX-student

Men hvad så efter? Hedder det universitet? Eller arbejde? Hedder det Horsens, Århus eller Købehavn? Måske hedder det endda for nogle USA eller Tyskland.

Og derfor mener jeg, at den milepæl, vi har sat bag os nu, er noget helt særligt. 

For det første er det den milepæl, der sætter gang i vores allesammens måske bedste sommer i vores liv, selvom vi måske ikke kommer til at kunne huske så meget fra den. 

For det andet er det den milepæl, der giver os andet end bare et dumt eksamensbevis, nemlig den famøse hat som vi har set frem til og snakket om i tre år. 

Og for det tredje er det den milepæl, som for alvor skubber os ud i det RIGTIGE liv.  

Men venner!

Uanset hvilken vej, I vælger nu, og uanset, hvad det kommer til at hedde for jer i fremtiden, er det jeres helt egen og unikke beslutning! Og derfor er det vigtigste, at DET I vælger at gøre, er noget som, I føler med jer selv, er det rette for jer!

Casper Kanta Doktor, HHX-student

Som jeg siger til de brobyggere, jeg har talt med, så er det mavefornemmelsen, der viser retningen - og sådan skal det også være for jer nu. Så selvom mor og far siger, I skal blive revisorer eller advokat, er det jeres helt egen og unikke beslutning - og den bør de støtte! 

Så tag det med ro, og brug den tid, det kræver, at blive klar til at starte et helt ny kapitel, som I begiver jer ud på i jeres liv! 

Men lige nu skal I kigge op, se jeres kammerater i øjnene og ønske hinanden tillykke! Fordi vi er færdige - og ja, som Sune sagde i går til lærermiddagen, så er vi alle sammen forskelige!

Men fælles er, at vi skal fejre det sammen, og vi skal nyde, at vi for første gange i 13 år ikke skal op og pakke skoletaske, skolebøger, madpakke og holde frikvarter!

Men vi skal nyde, at vi er færdige og frie! Tusind tak for ordet og endnu et kæmpe tillykke!

Casper Kanta Doktor, HHX-student