Tre elever fra 8. A på Brædstrup Skole er de bedste

29. april 2022

Molly Gerdes, Cecilie Nylund og Nicolai Damgaard fra Brædstrup Skole er Danmarks bedste 8. klasse-team til at løse opgaver, der kræver praktisk håndelag – og ikke mindst gode samarbejdsevner. 

Fredag den 29. april 2022 deltog de i Skills Stafetten, hvor 63 teams af 8. klasse-elever fra hele landet konkurrerede i arbejdsopgaver, som alle har deres udspring i erhvervsuddannelserne. Her kvalificerede de tre elever fra Brædstrup Skole sig til finalen, som de vandt suverænt. 

”Det har været fedt at være med og fantastisk med god opbakning fra både vores egen klasse og de andre skoler i Horsens,” fortæller Molly Gerdes umiddelbart efter finalen. 

”Vi har trænet på Learnmark Tech, inden vi skulle til Skills Stafetten. Vi er rigtig gode til at samarbejde, og hver især gode til noget forskelligt. Det kan være nogle af årsagerne til, at vi har vundet,” fortsætter Cecilie Nylund. 

I finalen skulle eleverne blandt andet skære fliser, samle en ramme af metalprofiler og piske æg. 

”Den sværeste opgave i finalen var at skære fliserne og samle rammen, der skulle forestille et hus. Det nemmeste var at piske æggene,” forklarer Nicolai Damgaard, mens klassekammeraterne hujede omkring de tre vindere, som havde bakket dem op i konkurrencen. 

De tre vindere fra Brædstrup Skole vandt en check på 10.000 kr., som hele klassen får glæde af. Hvad pengene skal gå til, ved de endnu ikke. 

Fire hold fra Horsens Kommune deltog

I alt deltog fire hold fra Horsens Kommune: To hold elever fra henholdsvis 8. Z og 8.Q fra Hulvej Skole og et hold elever fra 8. A på Østerhåbskolen. Alle tre hold havde også deres klasser med til Skills Stafetten, og de var gode heppekor. 

De to hold fra Hulvej Skole kvalificerede sig også til finalen, da de med meget flotte tider vandt deres heat. 

Skills Stafetten afholdtes i Høng i forbindelse med DM i Skills, hvor elever og lærlinge i disse dage konkurrerer om at blive de bedste inden for deres fag.