21. januar 2022

Underviser Christian Husted er i finalen til Byggeriets Faglærerpris

TILLYKKE til vores underviser Christian Husted! Han er med i finalen sammen med to andre nominerede til Byggeriets Faglærerpris 2022 – og det er velfortjent!

Senere på foråret afsløres det, hvem der modtager den eftertragtede pris – vi hepper på Christian.

Christian Husted har i tre år undervist på nedriveruddannelsen, og her kan du læse et sammendrag af indstillingen.

Christian Husted portrætbillede
Selvom vi på holdet godt kunne være lidt sjuskede, så underviste han altid med ild i øjnene fra det øjeblik, han kom ind i rummet. Det trak os op … det er svært at forklare, men man kan tydeligt mærke det. Det er livligt og inspirerende.

Martin fra hold 16, ansat hos P. Olesen og Sønner A/S

Uddrag af Learnmark Efteruddannelses indstilling 

Christian er en uvurderlig kollega, der med sin humor og sin store viden er katalysator for sammenhængskraften i et særdeles velfungerende team. Han deler rundhåndet ud af sin store viden og erfaring til kollegaer med mindre erfaring i at undervise på AMU-kontraktuddannelserne.

Christian er nysgerrig og opsøgende og er altid på jagt efter nyheder, lovændringer, nye metoder og materialer, ligesom han altid er opsøgende i forhold til at opdatere sin viden, hvad enten det er i form af relevant efteruddannelse eller artikler og pressemeddelelser.

Han har en fantastisk evne til at rumme de store forskelligheder, samtidigt med at han stiller krav til alle på individuelle niveauer.
Han tager hånd om hver enkelt deltager både på det faglige og personlige plan.

Prisen uddeles af Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben for at hædre en inspirerende byggefaglærer.