Fra HTX til sygeplejerske

Liv Lykke Nielsen har i mange år vidst, at hun ville være sygeplejerske. I 2019 blev hun student fra Learnmark Gymnasium HTX, som gav hende adgang til drømmeuddannelsen. Snart starter 23-årige Liv Lykke Nielsen på 6. semester på sygeplejerskeuddannelsen på VIA University College i Horsens.

”Jeg valgte HTX, fordi jeg kunne få alle de fag, som gav mig et godt udgangspunkt for uddannelsen til sygeplejerske. Jeg havde studieretningsfagene bioteknologi og matematik. Viden herfra, sammen med det jeg lærte i fx kemi og biologi, har jeg kunnet bruge meget på min uddannelse til sygeplejerske,” fortæller Liv Lykke Nielsen.

Et forspring på studiet

I faget bioteknologi har hun blandt andet lært om, hvordan menneskekroppen virker, om DNA, celler og medicins påvirkning af kroppen, som er en del af pensum på uddannelsen til sygeplejerske.

På 3. semester skulle hun bestå en farmakologiprøve, hvor hun blandt andet kunne trække på sin viden fra matematik på HTX.

”Jeg oplevede, at jeg havde et klart forspring på studiet, fordi jeg havde gået på HTX. Her fik jeg viden på et højt fagligt niveau om det, som jeg nu bygger videre på, på mit studie,” siger Liv Lykke Nielsen.

Problemorienteret arbejde

I 3. g valgte Liv Lykke Nielsen teknikfaget Proces, levnedsmiddel og sundhed (PLS), der også har givet hende god viden, hun kan bruge på sit studie.

”I PLS lærte vi fx at udregne et menneskes behov for kalorier og proteiner, og den viden trækker jeg meget på, når jeg som sygeplejerske skal regne ernæringsskemaer ud til patienter,” fortæller hun.

Udover den faglige viden, som Liv Lykke Nielsen tilegnede sig på HTX, lærte hun også at arbejde projekt- og problemorienteret.

”Vi arbejder ofte med problemorienterede løsninger, hvor vi fx skal komme med forslag til produkter, som kan få ældre med demens til at drikke mere. Her har det været en fordel for mig, at jeg i mine tre år på HTX har lært denne arbejdsform rigtig godt at kende,” understreger den kommende sygeplejerske.

Det bedste ved at være sygeplejerske

I løbet af studiet har hun haft mange praktikperioder, hvor hun har været på fx afdelingen for Øjensygdomme, sengeafdelingen for Lever-, mave- og tarmsygdomme, på plejehjem og på Urinvejskirurgisk sengeafsnit, hvor hun arbejder i sin fritid. Derudover har hun været i praktik som udkørende sygeplejerske og sundhedsplejerske.

”Mødet med patienterne er det allerbedste ved mit job – at hjælpe dem på rette vej med det, de nu står i. Jeg er også glad for det tværfaglige samarbejde med fx læger og fysioterapeuter,” siger Liv Lykke Nielsen.

Mange muligheder med HTX

HTX har mange fag, som retter sig mod sundhedsfaglige uddannelser som fx dyrlæge, sygeplejerske, læge, bioanalytiker og farmakolog, og det ser Liv Lykke Nielsen som en stor fordel.

”Man har så mange muligheder med en studentereksamen fra HTX, og jeg fik sammensat min gymnasieuddannelse sådan, at jeg fik de fag, som retter sig mod min drømmeuddannelse, og det er jeg bare så glad for,” understreger hun. 

 

Læs mere om studieretningen med fagene bioteknologi og matematik