Unge murermestre med faglig stolthed og fremtidsdrømme
Jeppe Kilstrup på 25 år og Steven Pedersen på 26 år driver murerfirmaet Kilstrup & Pedersen ApS sammen. De fik deres svendebrev i september 2014 og har taget deres skoleforløb på Learnmark Tech.
Efter svendeprøven arbejdede de hos forskellige murermestre, og de havde hver især deres eget murerfirma på hobbybasis ved siden af. I 2017 besluttede de sig for at være selvstændige med fælles murerfirma.
At være selvstændig
”Jeg har længe haft en drøm om at være selvstændig. Det er fedt at kunne bestemme selv og skabe sin egen forretning. Nu har jeg friheden til selv at planlægge mit arbejde, men til gengæld står jeg også med ansvaret. Det kan jeg godt lide – og det er fedt at tjene sine egne penge!”
Steven Pedersen
De to første år har da været lidt hårde, fordi vi har investeret omkring ½ million kroner i værktøj og maskiner. Nu har vi ikke så meget gæld mere, så nu er det sjovere at drive forretning.
Jeppe Kilstrup
Travle murermestre
Vi har rigeligt at lave og har derfor lige ansat to murersvende. Vi har fordelt arbejdet mellem os, så Steven klarer alt papirarbejdet, og jeg kører alt vores grej rundt til byggepladserne. Det er rarest at være to om at udarbejde tilbud, så det er vi fælles om!”
For det meste kan vi holde fri i weekenden og holde ferie med god samvittighed, men har vi lavet en aftale med en kunde, så skal vi overholde den, selvom det kræver lidt weekendarbejde. Så holder vi bare fri på et andet tidspunkt. Og det er vigtigt at huske at holde fri, ellers kan man godt gå ned på det.
Jeppe Kilstrup
Alt det praktiske papirarbejde med at taste time- og materialeforbrug foregår nemt via en mobil, og så har vi en ekstern bogholder til fx at lave vores momsregnskab.
Steven Pedersen
Fedt job
Når solen skinner og vejret er godt, glemmer vi, at murerarbejdet ikke er så sjovt om vinteren, hvor det er koldt.
Det meste af tiden er det rart at være to om at drive firmaet. Vi taler godt om tingene og er gode til at fordele arbejdet mellem os.
Hvis du drømmer om at starte dit eget firma, skal du være indstillet på at lægge mange timer i det, og du skal være sikker på, at det er det, du vil. Det er en god idé, at du har en opsparing, så du ikke skal låne alle pengene til etablering. Hav tålmodighed, det bliver helt sikkert sjovt med tiden.
Steven Pedersen
Det fedeste ved at være murer er selve håndværket – og så er det fedt at bygge et firma op helt fra grunden. Vi har nogle fremtidsdrømme for vores firma, men dem vil vi ikke afsløre endnu.
Jeppe Kilstrup